Jeg har været gift i mange år, og det mest skræmmende er ikke, at jeg drømmer om en anden, for det gør jeg faktisk ikke, jeg drømmer om at bo alene, og det gør mig næsten mere bange end hvis jeg havde forelsket mig i en anden, for så havde der i det mindste været en tydelig forklaring,

min kone er et godt menneske, hun arbejder, tager sig af børnene, vi har hus, fælles økonomi, sommerferier, familieaftaler, forældremøder og alt det man udefra ville kalde et stabilt liv, men nogle dage bliver jeg siddende i bilen efter arbejde selvom jeg allerede holder foran huset,

bare for at have ti minutter hvor ingen spørger mig om noget, ingen skal hentes, ingen regning skal diskuteres, ingen vil vide hvad vi skal spise, jeg sidder bare der og nyder stilheden og bagefter skammer jeg mig, fordi de mennesker inde i huset er dem jeg elsker mest,

sidste vinter tog min kone børnene med til sine forældre en weekend og jeg var alene hjemme, jeg sov længe, spiste rugbrød til aftensmad, lod opvasken stå og snakkede næsten ikke med nogen, og jeg følte mig lettere end jeg havde gjort i årevis,

da de kom hjem blev jeg oprigtigt glad, men et lille sted inde i mig sørgede over at stilheden var slut, jeg ved ikke om det betyder at jeg er udbrændt, om vores ægteskab har mistet noget, eller om voksne bare aldrig siger højt hvor kvælende ansvar kan føles selv når ansvaret består af mennesker man elsker.