Jeg har altid været bange for ensomhed, men jeg er først for nylig begyndt at forstå hvor mange dårlige relationer jeg har accepteret bare for at undgå den, jeg har beholdt venskaber hvor jeg altid skrev først, været i forhold hvor jeg blev talt ned til,

undskyldt når jeg ikke havde gjort noget forkert og tilpasset mig mennesker jeg egentlig ikke engang kunne lide særlig godt, fordi det for mig føltes værre at blive valgt fra end at blive behandlet dårligt, jeg kaldte det loyalitet i mange år,

men det var mest frygt, for nylig begyndte jeg bevidst at gøre ting alene, gå på café, biograf, museum, gå lange ture uden at skrive til nogen, første gang sad jeg med en tom stol overfor mig og følte næsten at alle andre kunne se at jeg ikke havde nogen at være sammen med,

selvfølgelig var der ingen der tænkte over mig, og efter nogle gange holdt jeg selv op med at tænke over det, det overraskede mig hvor fredeligt det kunne være ikke at skulle læse et andet menneskes humør, underholde nogen eller være bange for at sige noget forkert,

og jeg er begyndt at tænke at modsætningen til ensomhed måske ikke er at have mange mennesker omkring sig, måske er det at kunne være sammen med andre uden konstant at føle at man skal fortjene at de bliver, og før jeg kunne lære det med andre var jeg åbenbart nødt til at lære at mit eget selskab ikke er en straf.