Min mor er blevet sød af sin demens, og det er det mest forvirrende, der er sket for mig.

Hun er femogfirs. Diagnosen kom i 2021.

Jeg voksede op med en kold kvinde. Ikke voldelig, ikke en, man kan anklage for noget konkret — en kvinde, der var skarp og utilfreds og som havde en måde at sige "nå" på, som kunne lukke et rum. Jeg har brugt tre år i terapi i trediverne på at komme til bunds i den lyd.

Hun har aldrig sagt undskyld for noget. Hun har aldrig sagt, at hun var stolt. Hun kom til min bryllupsfest i 2008 og gik klokken ni.

Og nu: jeg kommer ind på hendes stue, og hun lyser op. Hun tager min hånd. Hun sagde i februar, at jeg har "så venlige øjne". Hun siger tak, når jeg hjælper hende, hver gang, og hun mener det hver gang.

Hun ved ikke, hvem jeg er. Hun tror, jeg er en fra personalet, eller en gang i mellem sin søster.

Så jeg får alt det, jeg ventede på i femogfyrre år, fra en kvinde, der ikke ved, at hun giver det til mig.

Jeg kører derhen hver tirsdag og hver søndag. Jeg bliver halvanden time. Jeg holder hendes hånd, og jeg lader hende tro, at jeg er en sød pige fra et vikarbureau, fordi hun er varmere over for den pige, end hun var over for mig.

Og når jeg sætter mig ind i bilen, er jeg rasende. Hver gang. Hele vejen hjem.

For hvis det var derinde hele tiden, hvorfor fik jeg det så ikke? Og hvis det ikke var derinde, så er det her ikke min mor, og så sørger jeg over en kvinde, jeg aldrig har mødt.

Er der nogen her med en forælder, der blev et andet menneske? Hvad gjorde I med vreden? Jeg kan ikke blive vred på hende nu, og den vrede skal et sted hen.