Jeg er syvogtres og jeg passer mine børnebørn fire dage om ugen, og jeg kan ikke sige nej mere.

Jeg gik på folkepension sidste år efter femogfyrre år som kontorassistent.

Mine børnebørn er tre og seks. Deres forældre — min datter og hendes mand — arbejder begge fuldtid, hun som sygeplejerske med vagter, han i en byggevirksomhed.

Hvordan det begyndte: i 2022 sagde jeg, at jeg gerne ville hjælpe "en dag om ugen" når den mindste kom hjem fra barsel. Jeg mente det og jeg glædede mig.

Hvad det er nu, i timer, for det er sådan man ser det:

Mandag: jeg henter den store i SFO klokken halv fire og har hende til kvart over seks. Tirsdag: jeg har den lille hele dagen, fra kvart i otte til seksten, fordi vuggestuen kun er fire dage i deres aftale. Onsdag: ingenting. Torsdag: jeg henter begge og de spiser hos mig. Fredag: jeg har den lille fra tolv.

Det er omkring treogtyve timer om ugen.

Og i sommer passede jeg dem i halvanden uge, mens de var i Kroatien, hvilket jeg tilbød, fordi jeg kunne se at min datter var udkørt.

Hvad jeg har opgivet, uden at nogen har bedt mig om det og uden at nogen ved det:

Jeg meldte mig ud af min gymnastikforening i januar, fordi den ligger tirsdag formiddag. Jeg havde været med i nitten år.

Jeg har to veninder, som tager på højskole en uge hvert forår. De har spurgt tre år i træk. Jeg har sagt nej tre gange og sagt at det var økonomi, og det er ikke økonomi.

Og min mand, som er niogtres og også pensioneret, sidder derhjemme alene fire dage om ugen, og vi havde talt om at køre rundt i Danmark med en autocamper, og vi købte den i 2021, og den har kørt to gange.

Hvorfor jeg ikke siger noget:

Fordi min datter er udkørt og fordi det er sandt, at hun ikke kan andet. En plads i privat pasning koster det den koster, og hendes vagter passer ikke med nogen institutions åbningstid, og hvis jeg stopper, er der ikke en løsning — der er bare et problem, som bliver hendes.

Og fordi jeg elsker de to børn mere end jeg kan skrive.

Og fordi jeg er bange for, at hvis jeg siger nej til noget, så bliver jeg mindre nødvendig, og jeg ved ikke hvem jeg er, hvis jeg ikke er nødvendig. Det fandt jeg ud af sidste år, da jeg holdt op med at arbejde, og det er den egentlige årsag, og den har ingenting med min datter at gøre.

Er der andre bedsteforældre i det her? Har nogen sagt det højt til deres børn? Og hvad skete der — blev I mindre nødvendige, eller fandt de en løsning?