Jeg er misundelig på min bedste ven og jeg skammer mig helt vildt over det fordi han aldrig har gjort noget forkert, vi startede nogenlunde samme sted, samme lønniveau, små lejligheder, samme slags problemer, og så gik det pludselig stærkt for ham,

nyt job, højere løn, investering der gik godt, hus, rejser, frihed til ikke at tjekke kontoen hver gang nogen foreslår en middag, han er ikke blevet arrogant, tværtimod inviterer han mig stadig, tilbyder at betale og prøver at have mig med,

og det er næsten det værste, for når han siger “jeg tager den” føler jeg mig mindre selvom han ikke prøver at gøre mig lille, jeg er begyndt at sige nej til ting og opfinde undskyldninger fordi jeg ikke orker at mærke forskellen mellem vores liv hele tiden,

bagefter får jeg dårlig samvittighed fordi han var der for mig da jeg havde det dårligt, og nu trækker jeg mig netop fordi det går godt for ham, jeg vil ikke have at han mister noget, jeg vil bare gerne slippe for at hans succes konstant minder mig om alt det jeg selv ikke har bygget,

jeg tror den værste misundelse er den man føler overfor mennesker man faktisk elsker, for man kan ikke engang gøre dem til skurken for at gøre følelsen lettere at bære.