Min mor deler næsten alt jeg fortæller hende med familien, og efter mange år er vores forhold blevet kærligt men overfladisk, hvilket hun ikke forstår, før fortalte jeg hende om problemer på arbejde, om konflikter i mit forhold, økonomi, usikkerhed,

alt muligt, og så kunne min moster pludselig nævne det til en fødselsdag eller min kusine spørge om det “var blevet bedre”, når jeg blev sur sagde min mor altid at hun kun havde fortalt det til én person og at vi jo er familie, som om fortrolighed bliver ophævet så snart man deler DNA,

til sidst stoppede jeg bare med at fortælle noget vigtigt, nu får hun ting at vide efter de er løst, eller når jeg er ligeglad med hvem der ved det, og hun siger at jeg har ændret mig, at hun savner hvordan vi var før, og det gør jeg faktisk også,

det svære er at hun ikke er et dårligt menneske, hvis jeg ringede midt om natten ville hun komme med det samme, jeg tvivler aldrig på hendes kærlighed, jeg tvivler bare på hendes evne til at høre noget uden at det bliver familiestof, det har lært mig noget ret trist: man kan føle sig elsket af et menneske og stadig ikke føle sig tryg ved at være sårbar overfor dem.