Min kone kontrollerer vores økonomi på en måde jeg først for nylig er begyndt at forstå som et problem, hun forbyder mig aldrig at købe noget, og det er netop derfor jeg i årevis har tænkt at alt var normalt, hun tjener mere end mig og er bedre til budget,

pension, renter, forsikringer og alt det administrative, så det virkede naturligt at hun styrede det meste, men med tiden blev hendes vurdering af hvad der er “fornuftigt” nærmest lov, hvis jeg vil købe noget bliver der spurgt om jeg virkelig behøver det,

om der findes en billigere version, om det kan vente, hvis hun køber noget dyrt har hun allerede defineret det som nødvendigt, jeg arbejder selv og betaler til fællesudgifter, men alligevel hører jeg mig selv forklare mine egne køb før hun overhovedet spørger,

for nylig sagde jeg til en ven at jeg lige skulle “tjekke derhjemme” før jeg købte en jakke, og han spurgte hvorfor jeg skulle have tilladelse til at bruge mine egne penge, det ramte mig hårdt, jeg foreslog at vi begge får et fast personligt beløb hver måned som ingen skal redegøre for,

hendes første spørgsmål var hvorfor jeg pludselig har behov for penge hun ikke kan se, og lige præcis den reaktion fik mig til at tænke at vores system måske aldrig har været så lige som jeg troede.