Jeg har sagt nej til at kautionere for min søns boligkøb og han taler til mig som om jeg har svigtet ham som far, jeg har arbejdet og sparet hele mit liv, betalt mit eget hus ud og prøvet at sikre at jeg kan klare min alderdom uden at gøre mine børn økonomisk ansvarlige for mig,

min søn og hans partner har fundet en bolig de elsker, men banken vil have ekstra sikkerhed fordi deres økonomi er stram, han kom til mig nærmest som om underskriften var en formalitet, jeg sagde nej, ikke fordi jeg ikke elsker ham eller fordi jeg ikke vil hjælpe,

men fordi det i værste fald kan sætte mit eget hjem og min pension på spil hvis deres økonomi vælter, han sagde noget i retning af at “du har jo alligevel ikke brug for alle de penge når huset er betalt”, og den sætning satte sig fast, som om min økonomi allerede betragtes som fremtidig arv og ikke som mit sikkerhedsnet mens jeg lever,

min kone mener vi burde hjælpe fordi det er sådan forældre gør, og jeg ved godt at boligmarkedet er hårdt og at unge har det sværere end vi havde, men jeg kan ikke forstå hvorfor løsningen automatisk skal være at ældre generation risikerer sin egen sikkerhed,

siden jeg sagde nej har stemningen været kølig og jeg spørger mig selv om jeg er fornuftig eller bare den slags far der siger “jeg har mit” og lukker døren når mit barn faktisk har brug for mig.