Jeg fortryder ikke mit barn, men jeg fortryder nogle gange den version af mit liv jeg mistede da jeg blev forælder, og den sætning tør jeg næsten ikke sige fordi folk straks hører “jeg ønsker mit barn væk”, det gør jeg ikke, jeg elsker mit barn mere end jeg troede var muligt,

men jeg savner spontanitet, jeg savner at være syg og faktisk få lov at være syg, jeg savner at kunne tage væk en weekend uden kalender, pasning og tasker, jeg savner mit forhold før vi blev logistikpartnere, før vores samtaler mest handlede om institution,

madpakker, sygedage, aflevering, fritidsaktiviteter og hvem der arbejder sent torsdag, en aften sagde jeg til min partner at jeg savnede vores gamle liv, og hun blev såret og spurgte om jeg ønskede vi aldrig havde fået barn, og jeg kunne ikke forklare forskellen ordentligt,

for jeg savner ikke et liv uden vores barn, jeg savner følelsen af at være mere end forælder, der er så meget fokus på hvor fantastisk forældreskab er, og det er det, men næsten ingen siger at noget kan være det bedste der nogensinde er sket og stadig koste frihed,

identitet, søvn, penge og dele af et parforhold, måske burde vi kunne rumme begge sandheder uden at gøre trætte forældre til dårlige mennesker.