Min far bliver ældre og jeg kan mærke gammel vrede fra min barndom komme tilbage netop nu hvor han er begyndt at have brug for mig, han var meget kritisk da vi var små, karakterer, sport, opførsel, alt skulle være bedre, hvis jeg var ked af det var jeg for følsom,

hvis jeg var bange skulle jeg tage mig sammen, han sammenlignede os konstant med andres børn, i dag er han meget blødere og har helbredsproblemer, jeg hjælper ham med lægebreve, MitID, aftaler, transport og alt det der efterhånden er blevet svært for ham,

nogle gange siger han “hvad skulle jeg gøre uden dig”, og inde i mig kommer en grim lille tanke: nu er det dig der er afhængig af mig, jeg hader at jeg kan tænke sådan, for jeg vil ikke gøre mod ham hvad han gjorde mod mig, jeg hjælper ham og behandler ham ordentligt,

men det har fået mig til at indse at jeg måske aldrig rigtig tilgav noget, jeg lærte bare at leve pænt ovenpå det, samfundet elsker historier om at man skal tilgive sine forældre fordi de “gjorde deres bedste”, og det tror jeg måske også han gjorde,

men en persons bedste kan stadig gøre skade, spørgsmålet er om tilgivelse betyder at vreden skal forsvinde, eller om det er nok at man nægter at bruge den som våben når magtbalancen en dag vender.