Jeg sparer til ejerbolig og er begyndt at føle at hele mit nuværende liv bare er et venteværelse til den dag jeg har nok til udbetalingen, jeg siger nej til rejser, beholder min gamle telefon, køber næsten intet spontant og regner enhver større udgift om til hvor mange uger længere jeg skal spare,

i starten føltes det ansvarligt og motiverende, nu føles det som om priser, renter og leveomkostninger løber hurtigere end mig, jeg kan have flere penge på kontoen end nogensinde og alligevel føle mig længere væk fra målet, venner siger at jeg skal leve nu,

andre siger at jeg kommer til at fortryde hvis jeg ikke kommer ind på boligmarkedet, begge dele lyder rigtigt, og derfor bliver jeg mere låst, nogle gange tænker jeg at jeg måske slet ikke ønsker ejerbolig så meget som jeg ønsker den følelse af at have “gjort voksenlivet rigtigt”,

vi har lært at fast bolig, pension og opsparing er tryghed, og det er de også, men hvornår bliver tryghed et projekt der stjæler alle de år den skulle beskytte, jeg er ærligt bange for to fremtider på én gang: en hvor jeg bruger for meget nu og senere føler mig utryg,

og en hvor jeg sparer perfekt og opdager at jeg brugte mine bedste år på at sige nej til alt.