Mine forældre blev skilt da jeg var ni, og i tyve år var jeg den der bar beskederne mellem dem.
Ikke store beskeder. Det var altid noget praktisk: om jeg skulle have fodboldstøvler med i weekenden, om hun havde betalt tandlægen, om han kunne bytte en søndag. Og hver gang var der en tone med, som jeg lærte at oversætte før jeg var tolv.
"Sig til din far, at jeg ikke har hørt noget." Jeg vidste præcis hvordan jeg skulle sige det for at det ikke eksploderede.
Jeg blev god til det. Det er det jeg vil skrive her: jeg blev rigtig god til det, og alle sagde at jeg var så moden.
Jeg er fireogfyrre nu. Mine forældre taler stadig ikke sammen. Til min bryllupsdag i 2018 sad de med fjorten meters afstand, og min kone havde lavet en bordplan som hun havde brugt tre aftener på.
Hvad det har kostet, og det er først gået op for mig de sidste par år: jeg kan ikke sidde i et rum hvor to mennesker er uenige uden at mit system går i gang. Jeg begynder at løse. Min kone og hendes søster skændtes om en ferie sidste sommer, helt almindeligt, og jeg stod i køkkenet og mærkede at jeg var ni år igen.
Jeg lavede kaffe til dem begge og foreslog en løsning, og min kone sagde bagefter: "Det var ikke dit at ordne."
Det var det heller ikke. Det har det ikke været i tyve år.
Og jeg har aldrig sagt det til dem. Jeg har ikke sagt til min mor at jeg godt ved hvad hun gjorde, for hun gjorde det ikke ondt, hun var treogtredive og alene og havde ingen andre at tale med.
Er der nogen her der har været barnet i midten? Hvordan er I kommet ud af rollen — for jeg har stadig den.
Kommentarer