Jeg elsker ikke min mands børn og jeg har spillet med i seks år.
De er elleve og fjorten nu. Jeg mødte dem da de var fem og otte, og jeg har været i deres liv hver anden uge siden. Jeg laver deres mad. Jeg kører til håndbold. Jeg husker hvem der ikke kan tåle hvidløg og hvem der skal have en bestemt pude med på ferie.
Og jeg føler ingenting. Ikke modvilje — det ville være lettere at indrømme. Bare ingenting. Som at passe på nogens hus.
Min egen datter er otte. Og dér er alt. Hun kan sige noget fuldstændig banalt i bilen og jeg får tårer i øjnene. Den forskel sidder jeg med hver anden uge, ved samme spisebord, og jeg er rædselsslagen for at de kan mærke det.
Jeg tror faktisk at den ældste kan. Hun er blevet høflig med mig på en måde hun ikke var da hun var tolv.
Min mand ved det ikke. Han siger tingene som "du er så god med dem" og jeg siger tak. Han er en god far og han ville ikke kunne bære at vide det, og han ville heller ikke kunne lade som om han ikke vidste det.
Jeg har læst om bonusfamilier. Alt hvad jeg finder er enten "giv det tid" — det har jeg givet seks år — eller historier hvor folk ender med at elske dem, som jeg læser med en følelse af at være defekt.
Er der nogen her der har det sådan efter mange år? Har I sagt det til nogen? Og hvis ikke: hvordan holder man det ud uden at børnene betaler for det.
Kommentarer