Jeg elsker ikke min mands børn og jeg har spillet med i seks år.

De er elleve og fjorten nu. Jeg mødte dem da de var fem og otte, og jeg har været i deres liv hver anden uge siden. Jeg laver deres mad. Jeg kører til håndbold. Jeg husker hvem der ikke kan tåle hvidløg og hvem der skal have en bestemt pude med på ferie.

Og jeg føler ingenting. Ikke modvilje — det ville være lettere at indrømme. Bare ingenting. Som at passe på nogens hus.

Min egen datter er otte. Og dér er alt. Hun kan sige noget fuldstændig banalt i bilen og jeg får tårer i øjnene. Den forskel sidder jeg med hver anden uge, ved samme spisebord, og jeg er rædselsslagen for at de kan mærke det.

Jeg tror faktisk at den ældste kan. Hun er blevet høflig med mig på en måde hun ikke var da hun var tolv.

Min mand ved det ikke. Han siger tingene som "du er så god med dem" og jeg siger tak. Han er en god far og han ville ikke kunne bære at vide det, og han ville heller ikke kunne lade som om han ikke vidste det.

Jeg har læst om bonusfamilier. Alt hvad jeg finder er enten "giv det tid" — det har jeg givet seks år — eller historier hvor folk ender med at elske dem, som jeg læser med en følelse af at være defekt.

Er der nogen her der har det sådan efter mange år? Har I sagt det til nogen? Og hvis ikke: hvordan holder man det ud uden at børnene betaler for det.

visninger43 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.