Jeg er lærer i folkeskolen og jeg er holdt op med at bekymre mig om børnene, og jeg står stadig i klassen hver dag.

Jeg har undervist i nitten år. De første otte år var jeg den lærer som ringede hjem til forældre om aftenen. Jeg har kørt en dreng til en fodboldkamp i 2011 fordi hans mor ikke kunne.

Nu gør jeg mit arbejde. Jeg gennemfører timerne, jeg retter, jeg udfylder det der skal udfyldes, og jeg går hjem klokken sytten og tænker ikke på nogen af dem. En dreng i min klasse har haft det tydeligt svært siden efteråret og jeg har indberettet det til ledelsen og dermed var det ikke mit længere.

For otte år siden ville jeg have gjort fire ting mere.

Jeg ved godt hvornår det skete. Det var ikke et punkt, det var omkring 2019, da vi fik seks nye tiltag på et år og tre af dem handlede om dokumentation.

Og her er det jeg ikke kan sige i et personalerum: jeg er fagligt bedre nu end jeg var som den der brændte for det. Jeg er mere rolig, jeg laver bedre timer, jeg bliver ikke slidt op. Børnene får formentlig mere af mig nu end de gjorde det år jeg var ved at gå ned.

Men noget er væk, og jeg kan ikke afgøre om det er et tab eller en voksen beslutning.

Jeg har to år til jeg er halvtreds. Jeg kan blive ved i atten år mere på den her måde.

Er der andre her i et fag hvor man skulle brænde for det? Hvordan har I det med at være blevet effektive i stedet.