Jeg læste min datters dagbog da hun var femten og jeg handlede på det, og hun ved det ikke.
Det var i 2019. Hun havde ændret sig i et halvt år — lukket, sent oppe, væk i weekenderne — og jeg gjorde det en tirsdag formiddag mens hun var i skole. Jeg havde besluttet mig i tre dage og jeg gjorde det alligevel hurtigt, som man river et plaster af.
Det der stod var alvorligt. Ikke det jeg frygtede, men alvorligt nok til at jeg ikke fortryder at jeg greb ind. Jeg vil ikke skrive hvad det var.
Det jeg gjorde: jeg ringede til en anden mors mobil og fortalte det som noget jeg "havde hørt". Jeg flyttede en ferie. Jeg fik hende til en psykolog ved at sige at det var en helbredsundersøgelse fra kommunen.
Det virkede. Hun er enogtyve nu, hun studerer, hun har det godt, og vi har et nært forhold. Hun ringer til mig om onsdagen.
Og jeg har løjet om hvor mine informationer kom fra, i seks år, i mindst ti samtaler.
Hvad der ligger og gnaver: jeg tog en beslutning for hende og jeg tog også en beslutning om at hun aldrig skulle vide det, og den anden beslutning var til mig, ikke til hende. Jeg ville være moren der gættede rigtigt, ikke moren der læste.
Hun er voksen nu. Hun kunne bære det. Men hvis jeg siger det, siger jeg samtidig at al den nærhed vi har haft i seks år har stået på noget hun ikke kendte.
Er der nogen her der har fortalt det bagefter? Hvad skete der.
Kommentarer