Jeg er adopteret fra Sydkorea i 1981 og jeg har sagt i fyrre år at det ikke betød noget.

Mine forældre er gode mennesker. Det skal stå først. De har aldrig gjort andet end at elske mig, og de har sagt fra første dag at jeg kunne spørge om alt.

Og derfor sagde jeg i fyrre år at jeg ikke havde brug for at spørge.

Jeg tror jeg begyndte at sige det som barn fordi jeg kunne se hvad det gjorde ved min mor når jeg stillede spørgsmål. Hun blev ikke vred. Hun blev stille på en måde jeg som syvårig læste som fare. Så jeg holdt op, og jeg blev ekspert i at være det adopterede barn der var helt afslappet med det, og alle voksne omkring mig syntes det var dejligt.

Nu er jeg femogfyrre og min datter er fjorten og hun spørger. Hun spørger om hendes mormor i Korea, om navne, om hvorfor. Og jeg har ingenting. Jeg har et papir med en by på og et årstal og en sætning om "ukendt".

Jeg har siddet med et ansøgningsskema til et søgningsprogram i to år. Jeg har ikke sendt det. Jeg siger til mig selv at det er fordi chancerne er små.

Den rigtige grund er at min mor er tooghalvfjerds. Og hvis jeg leder, så har jeg sagt højt at der manglede noget, og det har jeg brugt fyrre år på at forsikre hende om at der ikke gjorde.

Er der nogen her der er adopteret og har søgt sent? Hvordan sagde du det til dine forældre — og hvad hvis man venter til de er døde, bliver det så nemmere eller bare for sent.