Vi har et sommerhus vi ikke kan betale, og jeg har ikke sagt det til min bror.
Det var vores fars. Han købte det i 1979 ved Sjællands Odde for noget, der i dag lyder som en joke. Vi arvede det i 2018, min bror og jeg, halvt hver.
Udgifterne, så det er konkret: grundskyld, forsikring, el hele året fordi der skal være frostsikring, et nyt tag i 2022 som vi lånte til, og en kloakseparering som kommunen varslede sidste år og som en kloakmester har sat til hundredeogfirs tusinde.
Min bror betaler sin halvdel af det faste. Det gør han, hver gang, uden at jeg skal rykke.
Men jeg har betalt fire ting alene de sidste tre år, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at ringe. Terminen på tagLånet i to måneder sidste vinter. En vandskade. Et stormfald over hækken. Og en regning fra en tømrer i maj, som jeg betalte med mit kreditkort.
Hvorfor jeg ikke ringer: fordi min bror og hans kone har lige fået deres andet barn, og fordi han sidste sommer sagde, mens han stod med en øl på terrassen, at det her sted "er det eneste, vi har tilbage fra far".
Og han har ret. Det er det eneste, vi har tilbage fra far. Vores fars askespredning var derude.
Jeg er niogfyrre. Jeg har en lærerløn. Min kone ved det halve af det her, ikke det hele, og det er den anden ting jeg skal tage mig af en dag.
Det rigtige er at sælge. Jeg ved, at det er det rigtige, og jeg har kigget på hvad det ville give, og jeg har lukket fanen hver gang.
Er der nogen her, der har solgt et sted, der betød det? Blev det forholdet mellem jer, eller blev det bare et hus, der blev solgt? Det er det eneste, jeg skal vide.
Kommentarer