Jeg holdt op med at drikke for to år siden, og jeg har mistet næsten hele mit sociale liv, og det siger jeg ikke til nogen.
Jeg var ikke alkoholiker på den måde, man forestiller sig. Det er netop problemet. Jeg havde fem-seks genstande fredag, det samme lørdag, en enkelt onsdag, og alt for mange til hver fødselsdag og hver julefrokost i femogtyve år.
Jeg stoppede i oktober for to år siden efter en nat, jeg ikke husker, og hvor jeg sagde noget til min svoger, som han har tilgivet og som jeg aldrig får at vide hvad var.
Hvad der så skete, og det er det, jeg vil skrive:
Jeg blev ikke mødt med andet end venlighed. Ingen har presset mig. Alle siger "nej, hvor er det flot".
Og så er jeg langsomt blevet inviteret til færre ting.
Det er ikke ondskab. Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror det er simplere: jeg er ikke sjov mere efter klokken elleve. Jeg sidder med min danskvand og jeg kan se, hvornår samtalen flytter sig til et sted, jeg ikke kan komme med. Ved midnat er jeg en, der kigger på de andre.
Jeg gik fra en julefrokost sidste år klokken halv ti. Jeg stod på perronen og var lettet og helt alene på samme tid, og det er den præcise følelse, jeg ikke kan forklare nogen.
Min bedste ven i tyve år er en, jeg har drukket med i tyve år. Vi mødes nu og vi taler om hans arbejde i halvtreds minutter.
Jeg vil ikke tilbage. Jeg sover, jeg har tabt elleve kilo, jeg har ikke haft en søndag med skam i to år.
Men jeg er femogfyrre og jeg er ensom på en helt ny måde, og det er der ingen der advarer om.
Er der andre her? Hvordan fandt I nye mennesker? Og blev de gamle venskaber nogensinde rigtige igen?
Kommentarer