Jeg tog seks tusind kroner fra en indsamling i min datters håndboldklub, og jeg har betalt dem tilbage, og ingen ved det.
Det var en indsamling til en udlandstur. Jeg var kasserer. Jeg havde været frivillig i klubben i ni år, jeg havde kørt til kampe hver anden weekend i ni år, jeg havde stået i boden og solgt kaffe.
Jeg tog pengene i februar 2024 over tre gange. Jeg tog dem, fordi vi stod med en regning og min kone var på barsel og jeg ikke kunne bære at sige det til hendes forældre igen.
Jeg havde en plan, og det er den del, der gør mig mest flov nu: jeg havde en plan om at lægge dem tilbage inden regnskabet i maj, og jeg lagde dem tilbage inden regnskabet i maj. Fire tusind i april og to tusind den ottende maj.
Regnskabet gik rent. Revisoren er en pensioneret bankmand fra klubben, som jeg har spist frokost med, og han sagde: "Flot styret, det ser godt ud."
Jeg sagde tak.
Og jeg stoppede som kasserer i juni og sagde, at det var arbejdet.
Det er halvandet år siden. Pengene kom tilbage. Ingen mistede noget. Turen blev afholdt og min datter var med og hun havde det dejligt, og jeg har et billede af hende på den tur som står i vores stue.
Og hver gang jeg går ind i den hal, og jeg går derind hver uge, så ved jeg, hvad jeg er.
Jeg er otteogtredive. Jeg har aldrig gjort noget ulovligt i mit liv ud over det her. Jeg har ikke en gang fået en fartbøde.
Og jeg forstår nu, at det ikke handler om pengene. Jeg brugte ni års tillid som en kassekredit, fordi jeg vidste, at ingen ville tjekke.
Skal man sige sådan noget, når pengene er tilbage? Eller er det bare at lægge sit eget problem over på en pensioneret bankmand, der har det fint?
Kommentarer