Jeg flyttede i bofællesskab som syvogtres-årig, og jeg vil skrive det ned, fordi mine børn syntes, det var sørgeligt.
Min mand døde i 2021. Vi havde huset i Hørsholm i enogtredive år. Jeg boede der alene i to år og jeg støvsugede fire værelser, hvor der ikke skete noget.
Jeg solgte i 2023 og flyttede ind i et seniorbofællesskab med sytten boliger og et fælleshus.
Min søn sagde, at jeg ikke skulle gøre noget "overilet i sorgen". Min datter spurgte, om jeg havde tænkt på, at det ville se ud som om jeg ikke kunne klare mig selv. Det var hendes bekymring: hvordan det ville se ud.
Jeg skal være ærlig om det første år, for ellers er det her en reklame. Det første halve år var det svært. Der er regler. Der er en køkkentjans. Der er en mand, Erik, som har meninger om affaldssortering, som han deler hver uge. Jeg har savnet min egen havelåge og min egen stilhed, og jeg har grædt over en reol, der ikke kunne være der.
Og så:
Vi spiser sammen fire gange om ugen. Jeg ved, hvad folk hedder. Da jeg fik influenza i januar, stod der suppe uden for min dør, og jeg havde ikke sagt noget til nogen.
Jeg har en veninde, der er fireoghalvfjerds og som jeg ler med på en måde, jeg ikke har gjort siden jeg var tyve. Jeg har aldrig haft en ny veninde efter jeg blev tres, og jeg vidste ikke, at det kunne ske.
Og vigtigst: der er ingen, der tænker på mig som en, der skal passes på.
Mine børn kommer og de er glade nu, og min søn har sagt, at han kan se, at det var rigtigt.
Hvis der er nogen herinde, der sidder alene i et stort hus med fire tomme værelser: det er ikke en nederlag. Det tog mig to år at turde, og de to år mangler jeg nu.
Kommentarer