Jeg er treogtyve og jeg er flyttet hjemmefra tre gange og hjem igen tre gange, og jeg kan ikke mere.
Første gang var som nittenårig, et værelse i Aarhus, studiestart. Jeg kom hjem efter fem måneder, fordi jeg droppede ud.
Anden gang var som enogtyve, en lejlighed med en ven. Det holdt syv måneder. Han flyttede sammen med sin kæreste og jeg kunne ikke betale den alene.
Tredje gang var i januar. Et værelse i en delelejlighed. Jeg flyttede hjem igen i juni, fordi jeg mistede mit arbejde i et lager.
Jeg bor i mit barndomsværelse i Herning. Min mor har ikke sagt et surt ord nogensinde. Det er ikke dem, der er problemet, og det er faktisk det, der er problemet.
Hvad jeg ved om mig selv nu, og det er det, jeg vil skrive: Jeg har ikke et plan. Alle mine venner fra gymnasiet er færdige med noget eller midt i noget. De er i Aarhus og København og de har kærester og lejligheder, og jeg har en Instagram, hvor jeg ikke lægger noget op.
Jeg arbejder i en Bilka nu, tredive timer. Det er et fint arbejde, folk er flinke, og jeg siger til folk, at det er "indtil jeg finder ud af det".
Jeg har sagt "indtil jeg finder ud af det" i fire år.
Det, der skræmmer mig, er ikke at jeg ikke ved, hvad jeg vil. Det er, at jeg er begyndt at tro, at der ikke er noget, jeg vil. Der er ikke et fag eller et job eller et sted, hvor jeg tænker: der.
Min far spurgte i august, hvad jeg drømte om, og jeg kunne ikke svare, og han blev stille, og det var et godt spørgsmål og jeg har tænkt på det siden.
Er der nogen her, som var sådan som treogtyveårig? Hvad skete der? Jeg vil gerne høre fra nogen, der ikke fandt ud af det før de var tredive, hvis I findes.
Kommentarer