Min svigerfar døde i marts og jeg savner ham mere end jeg nogensinde kommer til at savne min egen far, og det må jeg ikke sige.
Han var otteogfirs. Jeg kendte ham i syvogtyve år.
Han lærte mig at lægge fliser. Han lærte mig at skære en steg for. Han ringede til mig på min fødselsdag, hvert år, syvogtyve år, og han ringede til mig og ikke til sin datter.
Da jeg mistede mit arbejde i 2014, sad han i min bil udenfor sit eget hus i halvanden time, og vi talte ikke om arbejdet.
Min egen far er fireogfirs og lever. Vi taler sammen cirka fire gange om året, og det er høfligt. Han gjorde ikke noget frygteligt. Han var bare ikke der, og jeg har holdt op med at prøve, og det har jeg gjort fredeligt.
Til begravelsen i marts sad jeg på tredje række, fordi familien sad på de to første.
Jeg holdt ikke en tale. Det var der ikke nogen, der havde tænkt på, og det er helt forståeligt — man er svigersøn.
Og min kone sørger, og det er hendes far, og jeg har brugt syv måneder på at trøste hende, og det er fuldstændig rigtigt sådan. Jeg har ikke grædt foran hende en eneste gang, fordi der er en rangorden i sorg, og den rangorden er der med god grund, og den har gjort mig helt alene med det her.
Jeg kørte forbi deres hus i juli og måtte holde ind til siden.
Jeg er treoghalvtreds år.
Er der andre, der har mistet en svigerfar eller svigermor, der var mere end deres egne? Hvor lagde I det? Og har nogen af jer sagt det højt til deres ægtefælle, og hvordan gik det?
Kommentarer