Jeg ringer til folk, der skylder penge, og det har jeg gjort i seks år, og jeg er begyndt at kunne høre forskel på folk, der kan betale, og folk der ikke kan.
Jeg arbejder i et inddrivelsesfirma. Jeg ringer mellem fyrre og tres gange om dagen.
Jeg gør det efter bogen. Jeg er ikke en af dem fra dokumentarudsendelserne. Jeg truer ikke, jeg ringer ikke efter klokken nitten, jeg siger ikke noget, jeg ikke må.
Det, jeg har lært på seks år, er det her: Folk, der kan betale, bliver vrede. De taler om deres rettigheder, de nævner en advokat, de lægger på. Folk, der ikke kan betale, er høflige. De undskylder. De siger "ja" og "jeg er klar over det" og "undskyld, jeg ved godt, det er mig, der har rodet mig ud i det".
En kvinde i maj sagde undskyld fjorten gange i et opkald, der varede ni minutter. Jeg talte dem bagefter i mit hoved, da jeg havde lagt på.
Og jeg laver en betalingsaftale på to hundrede kroner om måneden på en gæld på enogtredive tusind, og vi ved begge to, at det er fyrre år.
Jeg tjener en okay løn med bonus. Bonussen afhænger af inddrevne beløb. Det vil jeg ikke pynte på.
Hvad jeg er bange for: jeg er holdt op med at mærke det. For tre år siden gik jeg hjem med sådan et opkald i kroppen. Nu skriver jeg noter og går videre til næste. Jeg har en kollega på fireogtyve, som jeg har hørt gøre en kvinde ked af det og bagefter grine i pausen, og jeg sagde ingenting til ham, og jeg var sådan en som ham engang.
Jeg er femogtredive. Min kæreste ved, hvad jeg laver, og vi taler aldrig om det.
Er der andre i den branche her? Hvordan bliver man ikke ham på fireogtyve? Og hvis nogen er kommet ud af det — hvad gjorde I i stedet, med kun det her på cv'et?
Kommentarer