Min kone er fra Thailand og jeg er tolv år ældre end hende, og jeg er holdt op med at tage hende med til familiefester.
Vi har været gift i fjorten år. Vi mødtes ikke, som folk tror. Vi mødtes i København, hvor hun arbejdede, og hun havde boet i Danmark i fem år, da jeg mødte hende. Hun har en uddannelse. Hun taler dansk bedre end min nevø skriver det.
Det er vigtigt for mig at skrive det ned i den rækkefølge, for jeg har forklaret det ved et bord mindst hundrede gange.
Hvad der sker ved festerne, og det er ikke en enkelt grim hændelse, det er en konstant lille ting: folk taler lidt langsomt til hende. Folk spørger hende, hvor længe hun har været her, hver gang, hvert år, de samme mennesker. En onkel spurgte i 2017 ved et sølvbryllup, om vi havde "mødtes dernede", med et blik til bordet.
Og hun klarer det. Hun er sød og hun svarer og hun griner.
Det er mig, der ikke kan. Jeg sidder ved siden af hende og jeg overvåger bordet. Jeg har ikke drukket et glas vin til en familiefest i fjorten år, for jeg skal være skarp. Jeg kommer hjem og er helt flad, og hun siger, at det var hyggeligt.
Så sidste år begyndte jeg at sige, at hun havde en vagt. To gange. Og i august sagde jeg det tredje gang, og hun stod i køkkenet og sagde: "Du må godt sige, hvis du ikke vil have mig med."
Hun tror, jeg skammer mig over hende.
Jeg skammer mig over min familie, og det kan jeg ikke sige til hende, for det er mig, der har taget hende ind i den.
Er der andre i et ægteskab som vores? Hvordan har I håndteret de bord-samtaler? Og hvordan fortæller jeg hende sandheden om hvorfor jeg løj?
Kommentarer