Jeg har arbejdet på et slagteri i tyve år, og jeg vil skrive det her, fordi folk har meninger om mit arbejde og aldrig spørger.
Jeg startede som tyveårig. Jeg er fyrre nu.
Jeg skal ikke beskrive arbejdet. Enhver kan læse om det, og halvdelen af det, der skrives, er skrevet af folk, der har været der en dag.
Jeg vil skrive to ting, som ingen spørger om.
Den første: min krop. Jeg har lavet den samme bevægelse i tyve år. Min højre skulder har to kalkaflejringer og en seneskade, og jeg kan ikke løfte min arm over hovedet uden at tænke på det. Min ryg melder sig om morgenen og om aftenen, aldrig midt på dagen.
Jeg er fyrre og jeg skal holde i femogtyve år mere, og det skal jeg ikke kunne.
Den anden er den, jeg aldrig har sagt: jeg er stolt af det. Jeg er en af de hurtigste på mit hold. Jeg har oplært nitten mennesker. Jeg tjener mere end min svoger, der har en bachelor, og jeg har betalt et hus ud.
Og jeg har aldrig sagt til min datter, hvad jeg laver, i detaljer. Hun er fjorten. Hun ved, at jeg "arbejder på fabrikken". Hun er blevet vegetar sidste år, og jeg har sagt, at det er helt fint, og det er det.
Men i april sagde hun noget ved aftensbordet om, hvordan dyr bliver behandlet, og hun så på mig, og hun ventede, og jeg rejste mig og hentede mere vand.
Jeg tog mit tøj af i bryggerset i tyve år, så hun ikke skulle lugte det.
Er der andre med et arbejde, som deres børn ikke vil være stolte af? Hvad har I sagt til dem? Jeg vil gerne have min datters respekt, og jeg vil ikke bede hende om at mene noget andet.
Kommentarer