Vi adopterede vores datter fra udlandet i 2003, og nu er hun toogtyve og leder efter sin mor, og jeg opdager hvem jeg er.

Jeg er treogtres. Min kone og jeg prøvede i syv år og fik to fertilitetsbehandlinger, og i 2002 begyndte vi adoptionsprocessen.

Hun kom i 2003. Hun var fjorten måneder.

Vi gjorde alt, som man skulle dengang. Vi var i de obligatoriske kurser. Vi har altid sagt det højt — hun har altid vidst det, der har aldrig været en afsløring. Vi har hendes adoptionspapirer i en mappe, og hun har haft adgang til dem siden hun var sytten.

Vi gjorde også noget, som vi fik at vide var rigtigt dengang, og som jeg i dag ikke ved: vi gjorde hendes baggrund til en god historie.

Vi fortalte hende, at hendes mor gav hende videre, fordi hun ønskede hende noget bedre. Vi sagde det måske hundrede gange gennem hendes barndom. Det var det, vi fik at vide i kurset, at man skulle sige.

Vi vidste ikke, om det var sandt. Vi vidste det ikke i 2003 og vi ved det ikke nu.

Hun begyndte at søge i 2023. Hun har skrevet til organisationen, hun har skrevet til myndigheder i sit fødeland, hun har fået DNA-test gennem to databaser, og hun har brugt sine egne penge og sin egen tid, og hun har ikke bedt mig om hjælp.

Det er der, det er.

Hun har ikke bedt mig om hjælp.

Jeg har spurgt tre gange, i halvandet år, om der var noget jeg kunne gøre. Hver gang har hun sagt "nej tak, far". Pænt. Hun er pæn hele vejen igennem, og det er pænheden, der gør det.

Og jeg har opdaget noget om mig selv, som jeg ikke er stolt af.

I januar fik hun et resultat. Ikke moderen — en kusine, sandsynligvis, en match i en database. Hun kom hjem og fortalte det til min kone, i køkkenet, og jeg stod i stuen og hørte det.

Og min første følelse var ikke glæde.

Min første følelse var, at nu er der nogen, der kommer.

Jeg har haft toogtyve år med denne pige, jeg har siddet ved hospitalssenge og læst højt og lært hende at cykle og betalt hendes uddannelse, og i det sekund hvor hun fandt et spor, var min første reaktion at beskytte mit ejerskab.

Jeg har ikke sagt det til min kone. Jeg har sagt det til ingen før nu.

Er der andre adoptivforældre her? Hvordan var det for jer, da jeres barn søgte? Og er der voksne adopterede her — hvad havde I brug for fra jeres forældre i den proces? For jeg har spurgt mit eget barn og hun svarer pænt, og jeg tror ikke på hendes svar.

visninger32 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.