Jeg er bibliotekar og biblioteket er blevet det sted, hvor byens ensomme mennesker opholder sig, og det står ikke i min stillingsbeskrivelse.

Nitten år i faget. Jeg er treogfyrre. Jeg arbejder på et hovedbibliotek i en by med omkring femogtredive tusind indbyggere.

Hvad jeg blev uddannet til: formidling, materialevalg, informationssøgning, læsefremme.

Hvad jeg bruger min arbejdsdag på, hvis jeg skal være ærlig om fordelingen: måske fyrre procent på det, jeg er uddannet til. Resten er noget andet.

Resten er: at hjælpe folk med MitID. At hjælpe folk med at bestille en lægetid i en app. At hjælpe en mand på enogfirs med at udfylde en digital ansøgning til kommunen, hvilket tager fem og fyrre minutter og hvor jeg ser hans CPR-nummer og hans indkomst, fordi der ikke er nogen anden i hans liv til at gøre det.

Og resten er at være opholdssted.

Vi åbner klokken ti. Der står folk udenfor klokken ti. Ikke mange — mellem fire og otte. De samme hver dag.

Der er en mand, jeg kalder ham H, som har siddet ved det samme bord i læsesalen fra ti til seksten, fem dage om ugen, siden 2019. Han læser aviser. Han har aldrig lånt en bog. Han taler ikke med nogen, bortset fra at han siger godmorgen til mig.

Der er en kvinde på omkring halvfjerds, som kommer tre gange om ugen og som bruger to timer på en computer, hvor hun — og det ved jeg, fordi skærmen vender ud mod lokalet — ser videoer af byen, som den var i 1970'erne.

Og der er de unge. Fire til seks drenge mellem tolv og femten hver eftermiddag, som ikke læser noget, og som er her fordi det er varmt og gratis og der er ingen voksne, der kræver noget.

Vi er den eneste bygning i byen, hvor man kan være i seks timer uden at købe noget.

Hvad det gør ved arbejdet: vi har i de seneste år haft fire situationer om året, hvor vi har ringet efter hjælp — forvirring, en mand der blev dårlig, en der blev vred. Vi er bibliotekarer. Vi har fået et tre-timers kursus i konflikthåndtering i 2022.

Og hvad jeg skammer mig over:

I marts sad H ved sit bord og jeg kunne se, at han havde grædt. Han havde ikke gråd i ansigtet, men man kan se det på et menneske man har set hver dag i seks år.

Og jeg gik forbi to gange og jeg spurgte ikke.

Jeg spurgte ikke, fordi hvis jeg spørger, åbner jeg noget, som jeg ikke har nogen mulighed for at lukke igen, og fordi jeg har en vagtplan, og fordi det ville ændre vores forhold fra bibliotekar og låner til noget, jeg ikke har en ramme for.

Jeg har set det menneske hver hverdag i seks år og jeg spurgte ikke.

Er der andre bibliotekarer her? Hvad gør I? Og er der nogen, der har fået kommunen til at anerkende, at biblioteket er et socialt tilbud og ikke kun et kulturtilbud? For vi har ikke en socialrådgiver og vi har ikke en time til det, og jeg vil gerne have noget konkret at gå til min leder med.