Jeg bor stadig i samme lejlighed som min ekskone, to år efter vi blev skilt, fordi vi ikke kan andet.

Vi er begge otteogtredive. Vi blev skilt i efteråret 2023 efter elleve år. To børn, otte og fem.

Lejligheden er en fireværelses på otteogfirs kvadratmeter. Lejen er seks tusind fire hundrede, hvilket i vores by er usædvanligt billigt, og vi har haft den siden 2014.

Hvad vi gjorde: vi delte lejligheden. Hun har det tidligere soveværelse, jeg har det tidligere kontor med en sovesofa. Børnene har deres eget værelse. Vi deler køkken, bad og stue.

Hvorfor: regn med mig. En treværelses til mig ville koste mellem elleve og fjorten tusind. Jeg tjener niogtyve tusind efter skat. Hun tjener seksogtyve. Vi har ingen opsparing, fordi skilsmissen kostede og fordi vi havde et billån.

Hvis en af os flytter, kan den anden ikke blive — lejen er for høj for én person med børn og vi har begge regnet på det. Så enten bliver vi, eller vi mister begge lejligheden og bliver begge fattigere, og børnene mister deres værelse og deres skole.

Så vi bliver.

Hvordan det faktisk fungerer, for det vil folk vide:

Vi har en kalender på køleskabet. Jeg har børnene mandag og tirsdag, hun har onsdag og torsdag, og vi skifter weekender. Når det ikke er mine dage, går jeg ud eller er på mit værelse.

Vi spiser ikke sammen, bortset fra søndag, hvor vi spiser alle fire, fordi vi besluttede det for børnenes skyld.

Vi har hver vores hylde i køleskabet. Det er den mest ydmygende sætning jeg har skrevet.

Og vi er ikke uvenner. Det er det underligste. Vi blev skilt, fordi der ikke var mere, ikke fordi der var vrede. Vi er høflige. Hun lavede kaffe til mig i morges.

Hvad det koster, og det er derfor jeg skriver:

Jeg har ikke haft en date i to år. Jeg kan ikke. Hvordan skulle det gå til — skal jeg tage nogen med hjem til min ekskones stue?

Hun har haft én, i foråret, og hun sagde det til mig på forhånd, og jeg var væk den aften, og jeg sad i min bil på en parkeringsplads i tre timer og det var min egen beslutning og ingen havde gjort noget galt.

Og vores søn på otte spurgte i sommer, om vi var kærester igen.

Er der andre, der bor sådan? Hvor længe har I gjort det? Og er der nogen, der er kommet ud af det — hvad var det, der gjorde det muligt? For vi har nu lavet en ordning, der virker så godt, at ingen af os presser på, og det begynder at skræmme mig.

visninger34 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.