Jeg er femoghalvtreds og jeg har aldrig haft en kæreste, og jeg har løjet om det til alle jeg kender.

Ikke en kort. Ikke en i gymnasiet. Ingen.

Jeg er mand, jeg arbejder som laborant, jeg har en lejlighed og en bil og en søster jeg ser hver anden uge.

Hvordan man kommer til at være femoghalvtreds:

Jeg var sent udviklet og jeg var genert og i gymnasiet skete der ikke noget, og det er normalt. I tyverne kom der ikke rigtig noget, og jeg fortalte mig selv, at det kom. I trediverne var jeg begyndt at mærke, at det blev et faktum i stedet for en forsinkelse.

Og et sted omkring femogtredive blev tallet selv forhindringen. Det er det, jeg gerne vil forklare, for folk siger altid "men der er masser af tid" og de forstår ikke mekanikken: når man er femogtredive og aldrig har haft en kæreste, skal man forklare femogtredive år.

Når man er femoghalvtreds, skal man forklare femoghalvtreds år, og der findes ikke en måde at sige det på over en kop kaffe, hvor det ikke bliver en diagnose.

Hvad jeg har gjort i stedet: jeg har løjet om et forhold i 2003. En kvinde fra et kursus, som jeg talte med i tre uger. Jeg har i tyve år ladet mine kolleger og min søster tro, at der var noget der, og at det sluttede.

Den løgn har været min redning og den har også gjort det umuligt at få hjælp, for man kan ikke bede nogen om hjælp til noget, man har sagt der er sket.

Hvad der faktisk er sket: Jeg har været på fjorten dates i mit liv, alle gennem apps, mellem 2013 og 2021. Fjorten. Ingen af dem gik videre til en tredje gang, og jeg ved hvorfor: jeg er utrænet. Jeg kan ikke det, folk har øvet sig på siden de var sytten.

Jeg sidder over for en kvinde og jeg lytter og jeg stiller spørgsmål og jeg giver intet, fordi jeg ikke ved hvad man giver.

Jeg stoppede i 2021.

Hvad jeg har: et arbejde jeg er god til, min søster og hendes to børn, som jeg er tæt med, et sangkor jeg har været i siden 2016, og en god nabo.

Det er ikke intet. Jeg er ikke et ulykkeligt menneske. Det er vigtigt for mig, at det står her, for jeg har læst tekster af mænd i min situation, som bliver bitre, og jeg har besluttet mig for ikke at blive det, og jeg arbejder på det.

Hvad jeg savner er ikke sex og det er ikke romantik. Det er at der er én, der ved, hvordan min dag var.

Det her er den første gang i mit liv, jeg skriver det nogen steder.

Er der andre her over halvtreds i samme situation? Hvordan lever I med det? Og er der nogen, der har mødt nogen efter halvtreds, uden erfaring — hvordan fortalte I det? For det er dét jeg ikke kan: jeg kan ikke sige sætningen højt til et menneske.

visninger37 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.