Min mor har valgt ikke at få behandling, og jeg har sagt til hende at jeg respekterer det, og jeg gør ikke.
Hun er syvogfirs. Hun fik diagnosen i marts — en kræftform, hvor man i hendes alder tilbyder behandling, men hvor gevinsten er usikker og belastningen stor.
Lægen var dygtig og ærlig. Han sagde, at behandling kunne give hende tid, måske et år, måske mere, og at den ville koste hende måneder af det hun har.
Hun sagde nej i konsultationen. Med det samme, uden at tænke over natten. Hun sagde: "Nej tak, det skal jeg ikke."
Jeg sad ved siden af hende.
Og jeg sagde: "Det er din beslutning, mor."
Det har jeg nu sagt seks eller syv gange i otte måneder, og hver gang bliver det mere usandt.
Hvad jeg faktisk mener: jeg mener at hun skulle have taget behandlingen. Jeg mener, at hun har valgt det ud fra en forestilling om ikke at være til besvær, som hun har haft hele sit liv, og at det ikke er et frit valg, det er et vanemønster fra en kvinde, der er født i 1938 og som har undskyldt sin egen plads i hvert rum hun nogensinde har været i.
Og jeg kan ikke sige det, for så siger jeg til et menneske med en dødelig sygdom, at hun ikke er klar i hovedet, og det er hun. Hun er fuldstændig klar.
Hvad jeg har gjort i stedet, og det er det, jeg skammer mig over:
Jeg har arbejdet indirekte. Jeg har nævnt artikler. Jeg har foreslået en second opinion "bare for at vide det", som hun sagde ja til, og hvor den anden læge sagde omtrent det samme, og hvor hun på vejen hjem i bilen sagde: "Er du så tilfreds?"
Jeg har fået min søn på fireogtyve, hendes barnebarn, til at tale med hende. Det var ikke i orden. Jeg sendte en fireogtyveårig ind for at gøre det, jeg ikke selv turde, og han kom ud og sagde "hun vil ikke, far", og han var ked af det.
Og jeg har i oktober gjort noget, der er værre. Hun havde smerter en nat og vi var på akutmodtagelsen, og jeg sagde til lægen, mens hun sad der, "hun har afvist behandling", i en tone der skulle få lægen til at tage emnet op.
Lægen var klog nok til ikke at gøre det, og min mor sagde ingenting, og vi kørte hjem i stilhed.
Hun har måske fire til otte måneder.
Og jeg bruger dem på at forhandle i stedet for at være der.
Er der andre, der har haft en forælder, som afviste behandling? Hvordan holdt I op med at skubbe? Og er der nogen her, der selv har sagt nej til behandling — hvad havde I brug for fra jeres børn? For jeg vil gerne gøre det rigtige i de måneder der er, og jeg ved ikke hvad det er.
Kommentarer