Jeg arbejder i en SFO og jeg ved hvilke børn der bliver hentet sidst, hver dag, i ni år.
Jeg er treogtredive. Jeg er pædagogmedhjælper, ikke uddannet pædagog, og jeg har været i samme SFO i ni år.
Vi lukker klokken sytten. Fra omkring halv fem er der mellem fire og otte børn tilbage.
Det er de samme børn. Hver dag. I ni år har jeg kunnet skrive en liste over hvem der bliver hentet efter kvart i fem, og listen skifter kun når børn bliver for gamle til SFO.
Hvad der er på den liste: børn af enlige forældre, børn af forældre med lange transportveje, børn af forældre i sundhedsvæsenet og i detailhandlen. Det er ikke de forældre, der er ligeglade. Det er de forældre, hvis arbejde ikke slutter klokken sytten.
Og der er en anden ting på den liste, som jeg ikke kan sige til nogen: der er to børn om året, i gennemsnit, hvor det ikke handler om arbejdstid.
I år er det en dreng på otte. Han bliver hentet mellem fem minutter i fem og sytten nul to, hver dag, og den der henter ham er skiftevis hans mor og hans morfar, og han står ved vinduet fra halv fem.
Han står ved vinduet. Han leger ikke de sidste tredive minutter. Han står.
Og jeg sidder ved ham. Det er det jeg gør, og det er det jeg har gjort i ni år med forskellige børn: jeg sætter mig ved vinduet de sidste tyve minutter, og vi taler om ingenting, og det er det bedste jeg laver på hele min arbejdsdag.
Hvad jeg skammer mig over:
Jeg har aldrig sagt det til nogen. Ikke til min leder, ikke til børnenes forældre, ikke på et personalemøde.
For hvad skulle jeg sige? "Jeres søn står ved vinduet"? Det er ikke en bekymring man kan indberette. Det er ikke omsorgssvigt. Hans mor arbejder på et plejehjem og hun kommer så hurtigt hun kan, og hun er en god mor, og hvis jeg siger det til hende, giver jeg en kvinde, der arbejder i skiftehold, en ny ting at have dårlig samvittighed over.
Så jeg siger ingenting og jeg sætter mig ved vinduet.
Og jeg har tænkt på, om jeg burde sige det alligevel. Fordi måske ville hun ændre noget. Måske ville morfaren komme et kvarter før. Måske er det min opgave at give en forælder en information om deres eget barn, selv om informationen gør ondt.
Er der andre pædagoger eller medhjælpere her? Siger I det til forældrene? Og er der forældre her, der blev den der hentede sidst — ville I have vidst det?
Kommentarer