Jeg var minkavler, og i november 2020 blev tredive års arbejde aflivet på fire dage, og jeg har aldrig skrevet om det.
Jeg er otteoghalvtreds. Jeg overtog farmen af min far i 1993. Vi havde, da det sluttede, cirka ellevetusinde avlstæver og vi var tre mand plus mig.
Jeg vil skrive det her så sagligt som jeg kan, for det bliver hurtigt noget andet, og jeg har hørt alle versionerne i fem år.
Hvad der skete, i rækkefølge. Den fjerde november 2020 blev der meldt ud, at alle mink i Danmark skulle aflives. Min besætning var ikke smittet. Jeg lå uden for de zoner, der havde været tale om i ugerne før. Jeg fik det at vide i fjernsynet, som alle andre.
Der kom hjælp til aflivningen, og jeg vil sige noget, som ikke bliver sagt tit: de folk, der kom, var ordentlige mennesker, der gjorde et arbejde, som ingen af dem havde valgt. En af dem var dyrlæge og på et tidspunkt den tredje dag stod han og jeg i en hal og sagde ikke noget til hinanden i måske to minutter.
Fire dage. Så var der ikke mere.
Og så kom der fem år med papir.
Erstatningen. Jeg vil ikke skrive beløb, men jeg vil skrive forløbet, fordi det er det, der har kostet mest. Der blev lavet ordninger. Der blev lavet en model for nedlukningserstatning, der skulle vurdere værdien af en virksomhed, der ikke længere måtte eksistere.
Jeg fik en delvis udbetaling i 2021. Min endelige afgørelse kom i 2024. Tre et halvt år med en revisor, med vurderingsmænd, med opgørelser over avlsdyr, over bygninger, over en fodercentral vi var medejere af.
Og i de tre et halvt år var jeg ikke landmand og ikke arbejdsløs og ikke pensioneret. Jeg var en sag.
Det, jeg egentlig vil fortælle, er noget andet.
Jeg havde bygget to nye haller i 2018 og 2019. For lånte penge, med en plan frem til 2035, fordi min søn ville ind i det. Han er niogtyve nu. Han var seksogtyve dengang, han var halvvejs inde i overtagelsesplanen, og vi havde haft møder i banken sammen.
Og det, han sagde til mig i december 2020, da det var overstået, har jeg ikke sagt til nogen. Han sagde: "Far, jeg er faktisk lettet."
Han havde ikke turdet sige, at han ikke ville. I to år havde han været med til møder om en overtagelse, han ikke ønskede, fordi han ikke kunne sige det til mig. Og det tog en politisk beslutning og en aflivning af ellevetusinde dyr, før han kunne.
Det er den tungeste sætning i hele den her historie, og den har intet at gøre med erstatning.
Han er elektriker i Kolding nu. Han har det godt. Vi har det godt.
Jeg kører truck på et grovvarelager. Jeg er otteoghalvtreds, og jeg har ni år til folkepension, og jeg har en gæld, som jeg kommer ud af, fordi erstatningen endte med at være rimelig.
Og jeg savner det hver morgen klokken halv seks, hvor jeg vågner af mig selv og der ikke er noget at gå ud til.
Til dem, der har en mening om mink, og det har mange: I må mene, hvad I vil om erhvervet. Men hvis I vil forstå, hvad der skete i de hjem, så er det ikke pengene. Det er, at der var en mand, der i tredive år havde vidst, hvad han skulle lave i morgen, og at det stoppede på en onsdag, hvor han så det i fjernsynet.
Kommentarer