Jeg er sygeplejerske i psykiatrien, på en lukket afdeling, og jeg har været med til at bælte mennesker fast.
Niogfyrre. Jeg har arbejdet i psykiatrien i treogtyve år, de sidste elleve på en lukket intensiv afdeling.
Jeg skriver det her, fordi al offentlig omtale af mit arbejdsområde handler om tvang, og fordi jeg aldrig har set det beskrevet af en, der har hænderne på.
Hvad tvang er, teknisk. Der findes en psykiatrilov med meget præcise regler for, hvornår magt kan anvendes, hvem der kan beslutte det, hvordan det skal dokumenteres, hvor ofte det skal vurderes igen, og hvilke klagemuligheder patienten har.
Alt, jeg har været med til, er foregået inden for den ramme, med lægeordination, med dokumentation, med en fast vagt siddende hos patienten hele tiden.
Og det er stadig det værste, jeg laver.
Jeg vil beskrive én gang, og jeg ændrer alt, der kan identificere nogen. En kvinde midt i tyverne, akut psykotisk, i en tilstand hvor hun var en reel fare for sig selv. Vi var fem. Det tog måske halvandet minut. Hun skreg et navn — ikke mit, et navn på nogen i hendes liv — og hun kiggede på mig, og jeg holdt hendes skulder, og jeg sagde den sætning, vi siger, som er: "Vi passer på dig, det her stopper."
Jeg sad hos hende bagefter i fire timer, fordi det er det, loven kræver og det, mennesket kræver.
Og det, jeg bærer, er ikke at vi gjorde det. Jeg mener stadig, at alternativet var værre, og jeg har gennemgået det med mit team og med en supervisor.
Det, jeg bærer, er at jeg blev god til det. Jeg er efter treogtyve år meget rolig i de situationer. Mine hænder ryster ikke. Jeg kan tale med en dæmpet stemme, mens fem mennesker holder et menneske fast. Og en dag i 2019 gik jeg hjem efter en sådan vagt og lavede aftensmad og så fjernsyn, og jeg faldt i søvn uden besvær, og det var der jeg blev bange for mig selv.
Jeg talte med vores psykolog om det. Hun sagde noget nyttigt: at roen er en faglig kompetence og ikke en moralsk defekt, og at jeg skulle holde øje med, om jeg stadig syntes det var forkert. Det gør jeg. Det er min test. Jeg har den samtale med mig selv efter hver episode.
Det andet jeg vil sige, og som er hele årsagen til at jeg skriver: antallet af episoder hænger sammen med bemandingen. Ikke med patienterne.
Jeg kan se det i vores egne tal over elleve år. Når vi har været fuldt bemandet med erfarent personale, har vi haft færre tvangssituationer, fordi vi har kunnet gå ind tidligt — tale, gå en tur, flytte en patient til et roligt rum, være to om en i en time.
Når vi har kørt med vikarer og minimumsbemanding, er vi kommet senere, og så er mulighederne færre, og så ender det i fem mennesker og halvandet minut.
Så hver gang nogen skriver, at psykiatrien bruger for meget tvang, så har de ret, og løsningen er ikke en regel. Det er en person mere på vagt klokken sytten.
Kommentarer