Jeg er lærer på en efterskole, og jeg bor sammen med otteoghalvfjerds teenagere, der ikke er mine egne.

Enogfyrre. Jeg har været på samme efterskole i tolv år. Jeg underviser i dansk og idræt, og jeg har tilsyn, og jeg bor i en lejlighed på skolen med min familie.

For dem, der ikke kender den danske efterskole: det er en kostskole for typisk niende og tiende klasse, hvor unge mellem fjorten og sytten bor i et år. De sover her. De spiser her. De er her i omkring tiogfyrre uger med weekender hjemme.

Og det betyder, at mit arbejde ikke er et skema. Jeg underviser cirka tyve lektioner om ugen, og derudover har jeg vagter: aftenvagt, nattevagt, weekendvagt. Når jeg har nattevagt, sover jeg på skolen med en telefon, og jeg er den, der bliver ringet til klokken to.

Hvad der sker klokken to, over tolv år: hjemve, i den første måned, meget. Mavepine, som næsten altid er angst. Opkald fra en hjemmesituation, hvor forældre er gået fra hinanden i løbet af året — det sker hvert år, flere gange. Selvskade, som jeg har håndteret fjorten gange, og hvor jeg hver gang har fulgt vores procedure og ringet til forældre og til vores leder.

Og en enkelt gang i 2017 noget, der krævede en ambulance, og hvor jeg sad på et badeværelsesgulv i tyve minutter.

Og det jeg vil skrive om, er noget helt andet.

Jeg kender de her unge bedre end deres forældre gør i det år.

Det er en voldsom sætning og den er bare sand. Jeg ser dem om morgenen. Jeg ser dem, når de bliver valgt sidst. Jeg ser hvem de spiser sammen med, og jeg ser hvem der går ud af spisesalen først. En forælder ser sit barn fire weekender af en måned og får en version. Jeg ser den to hundrede dage om året, uredigeret.

Og derfor har jeg hvert år to eller tre forældresamtaler, hvor jeg skal fortælle en mor eller far noget om deres barn, som de ikke vidste. Ikke drama. Ting som: din datter spiser ikke morgenmad og har ikke gjort det siden september. Din søn har ingen venner her, og han fortæller jer sikkert noget andet.

Og den samtale er den sværeste del af mit job, og det er den del, ingen har uddannet mig til. For jeg sidder med information, som en forælder har ret til og ikke er klar til, og jeg har en halv time, og de skal køre hjem bagefter.

Det jeg har lært, og det er det eneste konkrete jeg kan give: begynd med noget, du har set ham gøre godt, og vær specifik. Ikke en floskel. Noget der skete på en tirsdag. Så kan de høre resten. Hvis jeg starter med problemet, bruger de resten af samtalen på at forsvare sig selv, og det er helt rimeligt af dem.

Og min egen datter går i syvende klasse. Hun skal sikkert på efterskole om to år. Et andet sted. Det har min kone og jeg besluttet uden en diskussion, og vi har aldrig sagt grunden højt til hinanden.

visninger34 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.