Jeg har stået i en genbrugsbutik i fjorten år, og jeg kan se hvad der er sket i et hjem ud fra en kasse.

Jeg er treogtres. Jeg gik på efterløn fra et kontorjob i 2016 og begyndte som frivillig to måneder efter, fordi jeg ikke kunne være hjemme. Jeg står i butikken to dage om ugen og i sorteringen en.

Jeg vil fortælle, hvad man kan læse i det, folk afleverer, for det har overrasket mig mere end noget andet i mit liv.

Der er fire slags afleveringer, og jeg kan kende dem fra butiksdøren.

Den første er oprydning. En eller to poser, tøj, blandede størrelser, rent og foldet. Det er nogen, der har ryddet et skab. De bliver ikke stående.

Den anden er flytning. Mange kasser, usorteret, husholdning blandet med tøj, og ofte en lampe. Det kommer i en bil, der er pakket for meget.

Den tredje er en skilsmisse. Det er tøj i én størrelse, et køn, og det er ofte godt tøj. Og der er næsten altid noget med, der ikke hører til — en bageplade, en halv kaffeservice. Det er en, der har delt et hjem i to og fået de forkerte halvdele.

Og den fjerde er et dødsfald. Og den kan jeg altid genkende, og det er den, jeg vil skrive om.

Et dødsbo kommer i en varevogn. Det kommer ofte med to voksne børn, der er i halvtredserne, og de er trætte på en bestemt måde. Tøjet er fra flere årtier. Der er altid, altid noget med, som ikke skulle have været i kassen: et vielsesalbum, en bunke breve, en æske med en vielsesring, en mappe med gamle regninger.

Fordi de har haft fire dage til at tømme en lejlighed, og i de fire dage kan man ikke se hvad man rører ved.

Vi har en procedure. Vi lægger den slags til side og vi ringer. Jeg har ringet omkring fyrre gange i fjorten år.

Og cirka halvdelen siger tak og kommer og henter det. Og den anden halvdel siger — og det er ordene, i en eller anden variant — "I må gerne smide det ud."

Den sætning. Den har jeg hørt tyve gange og den gør noget ved mig hver gang, og jeg er helt sikker på, at de mennesker ikke er kolde. De er udmattede og de har et bo, de skal være færdige med, og et fotoalbum fra 1961 er ikke en gave, det er en opgave mere.

Så smider vi det ud. Vi må ikke sælge personlige papirer. Jeg har stået med et bryllupsbillede fra 1958 og lagt det i en container, og jeg har gjort det måske ti gange.

Og der er én, jeg ikke lagde i containeren. En æske med breve fra 1943 til 1945 mellem to mennesker, hvoraf jeg kunne se på adressen, at den ene var i Sverige. Jeg tog den hjem. Det må jeg ikke. Den står i mit skab, og jeg har haft den i seks år, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med den, og jeg kan ikke smide den ud.

Jeg skriver det her, fordi jeg vil sige én praktisk ting til alle, der skal tømme en afdød forælders hjem: lej et rum. Et opbevaringsrum, tre kvadratmeter, nogle hundrede kroner om måneden. Smid det hele derind, det du ikke kan tage stilling til, og tag stilling til det om et år, når du kan se hvad du holder i hånden.

Det er ikke dyrt, og det er billigere end den fjerde dag.

visninger34 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.