Jeg er på fleksjob tolv timer om ugen, og jeg har brugt syv år på at finde ud af, hvad jeg så er.
Jeg er femogfyrre. Jeg var tømrer. Jeg faldt ned fra et tag i 2015 — tre meter, ikke dramatisk, men forkert — og jeg har efter to operationer og et forløb kronisk nervesmerte i højre ben og en nedsat funktion i foden.
Hvordan jeg kom hertil, i korte træk, for det er ikke det vigtigste: fire år med sygemeldinger, arbejdsprøvninger og et ressourceforløb, og i 2019 blev jeg visiteret til fleksjob.
Hvad et fleksjob er, for de fleste tror det er et halvtidsjob: jeg arbejder tolv timer om ugen hos en arbejdsgiver, der betaler for de tolv timer, og kommunen supplerer op med et fleksløntilskud. Jeg får samlet omkring det, jeg skal have for at kunne betale mine ting, og det er lavere end min tømrerløn og det er fint.
Jeg arbejder på et lager med lette opgaver og jeg har en god arbejdsgiver. Det skal siges, for det er sjældent og jeg ved det.
Nu det, jeg kom for at skrive, og det handler ikke om penge eller om smerter.
Jeg har ikke et ord for mig selv.
Når jeg møder nogen, der spørger hvad jeg laver, så er der ikke et svar, der er sandt og kort på samme tid. "Jeg er tømrer" er ikke sandt længere. "Jeg arbejder på lager" er sandt og giver et forkert billede, for jeg er der tolv timer. "Jeg er på fleksjob" betyder, at samtalen handler om min ryg i de næste ti minutter.
Og "jeg er på pension" er usandt og føles som et nederlag.
Så jeg har i syv år svaret forskelligt afhængigt af hvem der spørger, og jeg kan høre, at jeg lyder utroværdig, fordi jeg er usikker på en oplysning om mig selv.
Og det næste, som er værre: de tolv timer er ikke problemet. De otteoghalvtreds andre vågne timer er problemet.
Jeg kan ikke bruge dem. Jeg kan ikke gå en lang tur, jeg kan ikke sidde stille i to timer, og jeg kan ikke lave det jeg er god til, som er at bygge noget. Jeg har prøvet tre hobbyer i syv år. Jeg har et værksted, hvor jeg kan være måske fyrre minutter, og så skal jeg ligge ned.
Og min kone arbejder fuldtid. Og hun kommer hjem klokken halv fem til et hus, hvor der ikke er lavet mere end jeg kunne lave, og hun har aldrig sagt et ord om det i syv år, og jeg ville næsten foretrække at hun sagde noget.
Det, jeg faktisk har fundet, og som jeg vil give videre, fordi det tog mig fem år: jeg er begyndt at lave skitser. Tegninger af træarbejde. Jeg kan sidde med et stykke papir i små intervaller, og jeg har lavet tegninger til min svoger og til to naboer, som de har bygget.
En af dem har bygget mit udhus efter min tegning, mens jeg sad på en stol.
Og det er ikke det samme. Men det er det eneste jeg har fundet på syv år, der gør, at jeg om aftenen kan sige, at jeg har lavet noget, og jeg skriver det her i tilfælde af at der sidder en anden håndværker på en stol.
Kommentarer