Jeg har arbejdet på kontrakt i Grønland i otte sæsoner, og jeg tjener godt, og jeg har ikke set min søn blive seks.

Jeg er niogtredive. Jeg er VVS'er, og jeg arbejder for en entreprenør, der tager opgaver i Grønland — anlæg, installationer, vedligehold på faciliteter. Mine kontrakter er typisk otte til fjorten uger ad gangen, og jeg har to eller tre om året.

Tallene: jeg tjener i en god otte-ugers periode omkring det dobbelte af hvad jeg ville tjene i Danmark i samme tid, inklusive tillæg. Kost og logi betales. Hjemrejse betales.

Hvorfor jeg gør det: vi købte hus i 2018 i en by hvor vi gerne ville bo, og regnestykket hang kun sammen, hvis en af os tjente mere end branchen giver. Min kone er pædagog. Så det blev mig.

Hvad arbejdet er: lange dage, seks dage om ugen, somme tider syv. Vejret bestemmer alt — jeg har ventet elleve dage på en flyvning i 2022, og jeg har haft to uger hvor vi ikke kunne komme ud til et anlæg. Der er intet at lave om aftenen, og der er otte mand i en barak.

Og nu det, der er sagen.

Min søn er seks. Han har haft sin far hjemme i gennemsnit syv og en halv måned om året i hele sit liv. Han har aldrig oplevet en hel måned hvor jeg var der hver dag udenfor sommerferien.

Og det, der skete i marts, er grunden til, at jeg skriver det her. Jeg kom hjem efter elleve uger. Og han kom ud i gangen og han sagde "hej" på en helt almindelig måde, som man siger hej til en voksen, man kender. Og så gik han ind igen.

Han var ikke sur. Han var ikke ked af det. Det er pointen. Han var fuldstændig uberørt af at jeg kom ind ad døren, og han er seks, og det er præcis den alder hvor et barn har forstået, hvem der er der hver dag.

Og han kalder mig far og han vil gerne lege med mig, og det er ikke et trist barn. Men jeg er, i hans systems øjne, en person der kommer og går, og han har lavet den tilpasning helt af sig selv, og han har lavet den rigtigt.

Min kone sagde om aftenen en sætning, der ikke var ond: "Han bliver nødt til at kunne være uden dig."

Hun har ret. Hun har bygget et liv, hvor en seksårig ikke bliver ulykkelig hver gang hans far rejser, og det er et stykke arbejde, hun har lavet, og det har kostet at jeg er blevet mindre vigtig. Det er den pris, og den er logisk, og ingen har gjort noget forkert.

Jeg har sagt ja til en kontrakt i januar. Jeg skrev under i oktober. Jeg havde haft tre uger til at beslutte, og jeg brugte dem ikke på at tænke, jeg brugte dem på at udskyde, og så skrev jeg under om fredagen.

Jeg har ni år på huset. Det er det tal jeg bruger, når jeg skal forsvare det for mig selv.