Jeg fik en kræftdiagnose i februar, jeg har arbejdet hele vejen igennem, og jeg vil skrive hvorfor det ikke var mod.
Jeg er enoghalvtreds. Brystkræft, konstateret i februar i år, opereret i marts, strålebehandling frem til juni, og jeg er i et efterforløb med medicin i mange år fremover. Prognosen er god. Det skal med fra starten, så ingen læser det her med en knude i maven.
Jeg arbejder som kommunal sagsbehandler. Jeg har været sygemeldt i sammenlagt ni dage.
Og det er det, folk reagerer på. Jeg har fået sætningen "du er så stærk" måske fyrre gange siden februar, og hver gang har jeg nikket, og jeg vil nu skrive hvad der faktisk foregik.
Det var ikke styrke. Det var tre ting.
Den første: jeg kunne ikke holde ud at sidde hjemme. Det er ikke en heltemodig grund. Når jeg var hjemme, var jeg en patient i et hus og mine tanker havde ingen opgaver, og på fjerde sygedag i marts sad jeg i en stol i stuen i tre timer og kiggede på en væg.
Og på arbejdet var jeg en sagsbehandler med en sagsstamme, og der var otte timer, hvor andre menneskers problemer var det jeg skulle tænke på.
Den anden, og den er mere ubehagelig: jeg var bange for at blive væk for længe. Jeg har set hvad der sker, fagligt, med folk der er sygemeldt i et halvt år. Jeg behandler faktisk selv sager, der handler om det. Jeg kender de mekanismer, der hedder omplacering og nedsat tid og den samtale, der begynder med "vi skal finde ud af, hvad der er realistisk for dig".
Jeg kender dem fra den anden side af bordet, og jeg ville ikke være på min egen liste.
Den tredje: strålebehandlingen var hver dag i fem uger, trekvart time hver vej plus behandlingen. Og hvis jeg var sygemeldt, var det hele dagen. Hvis jeg arbejdede, var det min tid jeg brugte på det, og så var der stadig en dag tilbage. Det var en måde at eje de uger.
Hvad det kostede, som jeg ikke har sagt til nogen på arbejdet.
Jeg lavede fejl. To, som jeg selv fandt og rettede, i april. Det er ikke mange på ti uger, men det er to mere end jeg plejer, og jeg ved præcis hvorfor: jeg var træt på en måde, der ikke føles som søvnmangel, den føles som at ens hoved er en halv sekund bagud.
Og jeg sagde ikke til min leder, at jeg var usikker. Han spurgte, flere gange, ordentligt, og jeg sagde at det gik fint. Jeg løj til en leder, der gav mig hver mulighed for at sige sandheden.
Og jeg ville gøre det igen. Det er det, jeg ikke kan få til at hænge sammen.
Til dem der er der nu: der er ikke et rigtigt valg mellem at arbejde og at blive hjemme. Begge dele koster. Men hvis du vælger at arbejde, så bed om én ting, som jeg ikke bad om: få en aftale på skrift om, at en anden gennemgår dit arbejde i tre måneder.
Ikke fordi du er uduelig. Fordi dit hoved er en halv sekund bagud og du er den sidste, der kan måle det.
Kommentarer