Jeg har været frivillig træner i en boksklub i nitten år, og jeg har haft fire drenge, som jeg ikke kunne nå.

Jeg er femoghalvtreds. Jeg arbejder på et autoværksted om dagen og står i kælderen tre aftener om ugen. Klubben ligger i et boligområde, som står i aviserne, når der sker noget.

Først om hvad vi laver, for folk har en forestilling om boksning og unge mænd, der er lige så gammel som den er doven.

Vi har omkring halvfjerds medlemmer mellem tolv og fyrre. Træningen er disciplin: opvarmning, teknik, sparring under tilsyn, og regler der er absolutte. Man møder til tiden eller man træner ikke. Man siger tak og rækker hånd. Man slår ikke uden for ringen, og hvis du har slået nogen udenfor, så er du ude af klubben, og det har jeg håndhævet seksten gange i nitten år.

Og det virker. Jeg kan sige det meget konkret: jeg kan pege på omkring tredive unge mænd, der er kommet her mellem tretten og femten, som har gennemført en uddannelse, og som jeg ved har haft en meget dårlig vej åben for sig i de år. Det er ikke mig, der har gjort det.

Det er, at der var et sted om tirsdagen klokken sytten.

Og nu de fire.

Fire drenge i nitten år er gået fra denne kælder og ind i noget, jeg ikke kunne trække dem ud af. To sidder nu. En er død, i 2019, han var toogtyve. Og en er i et miljø og er der stadig, og han kommer ind her en gang om året og hilser pænt og vi taler om vejret.

Jeg vil skrive om ham, der kom hver gang i to år.

Han startede som tretten. Han var usædvanligt god. Ikke stærk — hurtig og rolig, den slags, der kan læse en modstander. Og han var høflig, og han hjalp med at rydde op, og han kom i to år tre gange om ugen uden at misse.

Og så, da han var femten, begyndte han at komme hver anden uge, og han havde nyt tøj, og han havde en telefon han svarede på midt i en runde. Og jeg vidste det. Jeg vidste det fuldstændig præcist, for jeg har set det nitten gange.

Og jeg gjorde det, jeg kunne: jeg talte med ham. Fire gange, alene, i et depotrum. Jeg sagde ikke noget klogt, for jeg har ikke noget klogt. Jeg sagde, at døren er åben, og at jeg er her på tirsdag.

Og det, jeg ikke gjorde, og som jeg har tænkt over i otte år: jeg ringede ikke til nogen. Ikke til hans mor, som jeg kendte. Ikke til skolen. Ikke til kommunen. Jeg er frivillig, jeg har ingen pligt, og vores klubs hele værdi er, at vi ikke er en myndighed — hvis de unge tror, at kælderen er forbundet med kommunen, holder de op med at komme, og det har jeg set ske i en anden klub.

Så jeg valgte klubben. Jeg valgte, at de næste hundrede drenge skulle have et sted, der ikke ringer. Og prisen var at jeg ikke ringede for ham.

Han holdt op med at komme da han var seksten. Han er den, der kommer en gang om året.

Jeg ved ikke, om jeg valgte rigtigt. Jeg har talt med vores formand om det én gang, i 2021, og han sagde det samme som jeg selv tænker, og det hjalp ikke.

Det jeg vil sige til folk, der skriver om områder som vores: de frivillige i kælderen er ikke en løsning. Vi er et sted at være om tirsdagen, og det er faktisk meget, og det er alt. Hvis der skal være nogen, der ringer, så skal det være nogen, der er ansat til det, og de skal være i kælderen klokken sytten og ikke på et kontor klokken ti.