Jeg er låsesmed, jeg har kørt udkald i sytten år, og jeg er den første der kommer ind i folks hjem når noget er gået helt galt.
Jeg er treogfyrre. Jeg har en lille forretning med én ansat i en provinsby, og jeg har døgnvagt hver anden uge.
Først hvad arbejdet faktisk er, for folk tror det er nøgler.
Omkring halvdelen af min omsætning er almindelig: låse, dørpumper, adgangssystemer til erhverv, en del forsikringsgodkendt sikring efter indbrud. Det er dagarbejde og det er fint.
Den anden halvdel er udkald. Og udkald er en kategori for sig, for folk ringer ikke til en låsesmed klokken to om natten, fordi de har tabt en nøgle. De ringer af fire grunde, og jeg har dem i den rækkefølge, jeg møder dem:
Den almindelige udelukkelse. Nogen har smækket døren. Det er det meste og det er hyggeligt, folk er flove og jeg har en standardvittighed.
Dødsfald. Nogen skal ind til en afdød forælder og der er ingen nøgle. Jeg har gjort det, jeg vil tro, over hundrede gange. Jeg borer en cylinder, jeg åbner, og så står jeg i en entré med et voksent menneske, der ikke går ind. Der er en pause. Hver gang. Jeg har lært ikke at fylde den pause ud.
Låseskift efter en separation. Det er en kategori, som kun en låsesmed kender, og den har et mønster. Det er næsten altid om formiddagen på en hverdag, mens den anden er på arbejde. Det er i omkring tre fjerdedele af tilfældene en kvinde der ringer.
Og hun siger næsten altid den samme sætning, inden jeg har spurgt om noget: "det er mit navn der står på lejekontrakten." Hun skal ikke bevise noget for mig — jeg skifter en lås, jeg er ikke en domstol — men hun siger det alligevel, til en fremmed med en boremaskine, og jeg har hørt den sætning over hundrede gange.
Og den fjerde, som er grunden til at jeg skriver.
Bekymring. Naboer eller pårørende ringer, fordi nogen ikke har åbnet i flere dage, og der er ikke en nøgle, og de tør ikke ringe hundrede og tolv. Så ringer de til mig, og jeg siger altid det samme, som er at de skal ringe til myndighederne, og halvdelen gør det ikke, og så kører jeg ud.
Jeg har åbnet den slags dør elleve gange. Af de elleve var der syv, hvor personen var inde og havde det godt eller nogenlunde — faldet, forvirret, en gang bare på besøg hos sin søster uden at sige det. Tre gange var personen syg og kom på sygehuset.
Og en gang var der det, som de frygtede.
Det var i 2021. Jeg borede en cylinder klokken omkring halv elleve om formiddagen, med en nabo bagved mig, og jeg lukkede døren igen og sagde til hende, at hun skulle ringe hundrede og tolv, og at hun ikke skulle gå ind. Hun gik ind. Jeg kunne ikke stoppe hende.
Jeg har siden den dag en regel, som er helt min egen: hvis det er en bekymringsåbning, går jeg ind først. Alene. Og jeg lukker døren bag mig. Det er ikke mit ansvar og jeg har ingen uddannelse til det og min forsikring dækker det formentlig ikke.
Det har jeg gjort fire gange.
Det jeg ville sige til folk, der har en ældre forælder, der bor alene: lav en nøgleaftale med en nabo i dag. I dag. Ikke en samtale om det — en nøgle, i en hånd. Jeg tjener penge på at der ikke findes en nøgle, og jeg vil hellere have, at der findes en.
Kommentarer