Jeg underviser i dansk for udlændinge, og jeg bruger halvdelen af min tid på noget, der ikke har med sprog at gøre.

Jeg er fireogfyrre. Jeg har undervist på et sprogcenter i fjorten år. Jeg har i dag et hold på nitten kursister fra ni lande, og niveauet strækker sig fra en kvinde med en ingeniøruddannelse til en mand, der blev afbrudt i skolen som tolvårig.

Først det faglige, for det er misforstået. Dansk er ikke svært grammatisk. Dansk er svært fordi vi udtaler omkring halvdelen af det, vi skriver, og fordi vi taler meget hurtigt og trækker ordene sammen. En kursist, der kan læse en tekst upåklageligt, kan stå ved en kasse i Netto og ikke forstå et spørgsmål, han har læst hundrede gange.

Jeg bruger derfor meget tid på lyd. Vi laver optagelser. Vi lytter til rigtige samtaler — en indtalt beskedbesvarer fra en lægepraksis, en togudkaldelse. Det er min vigtigste opdagelse i fjorten år: man skal øve det danske, der ikke er pænt.

Nu det andet.

Jeg har et hold, hvor der er en prøve, der har konsekvenser. For nogle af mine kursister afgør et prøveresultat, om de kan søge permanent opholdstilladelse, eller om de opfylder et krav i en anden sammenhæng. Og det betyder, at jeg står i et lokale, hvor nogle mennesker ikke lærer et sprog, de består eller består ikke en betingelse for deres liv.

Og det ændrer alt i rummet. Jeg kan ikke lave et undervisningsrum, hvor man må lave fejl, når fejl i marts har en pris i et andet system. Jeg har prøvet i fjorten år og jeg kan ikke.

Hvad jeg laver, som ikke er mit arbejde: jeg oversætter breve. Ikke sprogligt — jeg forklarer, hvad et brev betyder, og hvad man skal gøre. Jeg gør det i pauser og efter timerne, og jeg vil tro, at jeg har gjort det med over to tusind breve.

Breve fra kommuner, fra udlændingemyndigheder, fra boligselskaber, fra banker, fra fagforeninger.

Og jeg laver det rigtigt, og jeg laver det uden at have nogen uddannelse i det, og jeg ved fuldstændig præcist, at jeg på et tidspunkt har forklaret et brev forkert.

Jeg har et konkret eksempel, som jeg bærer. I 2018 læste jeg et brev for en mand og jeg fortalte ham, hvad jeg mente der stod om en frist. Jeg tog fejl af hvilken dato fristen regnede fra. Han kom tilbage tre uger senere med et nyt brev.

Det kostede ham ikke sagen — det blev løst — men det kostede ham to måneder og en masse angst, og det var min fejl, og jeg sagde det til ham og han sagde "det er ikke dit arbejde", hvilket var det nådigste nogen har sagt til mig.

Siden den dag siger jeg én sætning, hver gang: "Jeg læser det med dig, men jeg kan tage fejl, og du skal ringe til det nummer, der står her." Og de ringer ikke, for telefontiden er mellem ni og elleve og de er på arbejde, og så læser jeg det alligevel.

Det jeg vil sige til dem, der laver de breve: der er et sprogcenter i hver by, hvor en dansklærer uden juridisk uddannelse er den primære fortolker af jeres afgørelser. Det er ikke et ønske fra vores side. Det er fordi der ikke er nogen anden i rummet.

visninger36 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.