Jeg er atten år, jeg har søgt fireoghalvfjerds praktikpladser, og jeg kan ikke komme videre i min uddannelse.
Jeg gik ud af grundforløbet som tømrer i juni. Det vil sige, at jeg har bestået den første del, og at jeg nu skal have en uddannelsesaftale med en virksomhed for at komme videre til hovedforløbet. Uden en mester er der ingen uddannelse.
Jeg har en liste. Jeg har søgt fireoghalvfjerds steder siden maj. Jeg har fået tiogtyve svar, heraf femten afslag med en begrundelse, elleve afslag uden, og jeg har været til fire samtaler.
Af de fire samtaler: den første sagde, at de lige havde taget en. Den anden sagde, at de helst ville have en lidt ældre. Den tredje gik godt og jeg hørte aldrig fra dem igen, og jeg ringede to gange. Og den fjerde sagde noget, der var ærligt og som jeg ikke kan bruge til noget: at de ikke har tid til at lære nogen op lige nu.
Jeg er i skolepraktik nu, hvilket vil sige, at skolen holder mig i gang. Det er bedre end ingenting. Og alle ved — mine lærere siger det selv — at en færdig tømrer fra skolepraktik ikke står lige så godt som en, der har været hos en mester i tre år, og at det kan ses i et CV i tyve år.
Jeg vil skrive det her, fordi der hele tiden bliver sagt, at der mangler håndværkere.
Det passer og jeg kan ikke komme ind. Begge ting er sande på samme tid og jeg har ikke fundet nogen, der kan forklare det for mig, så jeg prøver selv:
Virksomhederne herude er små. De fleste af dem jeg har søgt hos er mellem to og syv mand. En lærling koster dem tid i de første otte måneder, og tid er penge, og de har ordrer de skal nå. Der er en præmie for at tage en lærling, og flere af dem har sagt, at det ikke dækker en svends tid.
Og jeg forstår det. Det er det, der gør det så tungt: jeg kan ikke blive vred på nogen bestemt.
Hvad jeg har gjort ud over at søge: jeg har taget kørekort med penge jeg havde sparet, fordi fire annoncer nævnte det. Jeg har taget et kursus i tagarbejde i efterårsferien. Jeg har været ude og banke på hos ni firmaer personligt med en mappe, hvilket min morfar foreslog, og det var de to venligste samtaler jeg har haft og det gav ikke noget.
Og det, jeg faktisk har svært ved.
Min far er VVS'er. Han har sagt ét forkert ord i hele det her forløb, i august, og han mente det ikke: han sagde "du skal nok ville det noget mere". Han har undskyldt. Og jeg tænker på den sætning hver gang jeg sender nummer femoghalvfjerds.
Jeg beder ikke om medfølelse. Jeg vil spørge om noget konkret: er der nogen her, der har fået en aftale efter skolepraktik? Hvordan? Var det en bekendt, var det et vikarbureau, var det at tage et job som håndlanger i et halvt år først? Og virker det at ringe en uge efter, eller virker det irriterende?
Jeg ved det faktisk ikke, og jeg vil gerne gøre det rigtige nummer femoghalvfjerds gang.
Kommentarer