Min far skrev et brev til mig i 1989 og jeg fik det i 2024, femogtredive år senere.
Jeg er tooghalvtreds. Min far døde i 2024, firs år gammel. Brevet er dateret den 4. november 1989. Jeg var seksten.
Hvordan jeg fik det: min mor gav mig det efter begravelsen. Hun havde haft det i en kuvert i sit skrivebord, uåbnet, siden 1989, og hun havde fået det af min far med instruks om at give det til mig "når han var død".
Hun er femoghalvfjerds og hun har holdt den instruks i femogtredive år.
Hvad der skete i 1989, som er grunden til brevet:
I efteråret 1989 blev jeg bortvist fra min skole i tre uger efter en sag, som jeg ikke skriver om her, og som jeg havde ansvaret for. Min far og jeg havde den værste periode i vores liv — omkring to måneder, hvor vi i praksis ikke talte sammen, og hvor der var en aften i oktober med en episode, som jeg i femogtredive år har betragtet som det punkt, hvor vi mistede noget.
Vi fandt ud af det igen. Det skal siges. Fra omkring 1993 havde vi et godt forhold, og fra jeg blev far selv i 2001 havde vi et rigtigt godt forhold. Han var en fin bedstefar.
Men vi talte aldrig om oktober 1989. Ikke én gang i femogtredive år.
Og nu har jeg brevet.
Hvad der står i det, i hovedtræk, for jeg skriver ikke en død mands ord på nettet:
Det er halvanden side. Det er skrevet med fyldepen. Det er skrevet til en seksten-årig — det er tydeligt i tonen, han taler til en dreng, han bruger mit kaldenavn.
Han skriver, at han ikke kan sige det, jeg skal vide, og at han har prøvet tre gange.
Han beskriver hvad han gjorde den aften i oktober, og han kalder det ved navn, og han siger at det var forkert.
Og han skriver, at han ikke giver mig brevet nu, fordi han vil prøve at sige det i stedet.
Og så skriver han en sidste linje, som jeg ikke gentager, og som er en undskyldning.
Han prøvede ikke at sige det. Femogtredive år.
Og det er det, jeg sidder med, og som jeg ikke kan lægge nogen steder.
For brevet er godt. Det er et usædvanligt brev at have fået af sin far. Jeg har en håndskreven side og en halv, hvor min far i 1989 ser præcis hvad han har gjort, kan navngive det, og undskylder.
Og han valgte at jeg ikke skulle have det, mens han levede.
Og jeg forstår hvorfor, tror jeg: fordi et brev afleveret i 1992 eller 2005 ville have krævet en samtale. Og han ville have siddet overfor mig. Og han kunne ikke.
Så han gav sin kone en kuvert i 1989 og lod det være min mors opgave i femogtredive år.
Hvad jeg har gjort siden maj 2024:
Jeg har læst det, jeg vil tro, tyve gange.
Jeg har ikke vist det til min kone. Hun ved at det findes og hun har spurgt en gang.
Og jeg har spurgt min mor, i juni 2024, om hun vidste hvad der stod.
Og hun sagde nej. Og hun sagde: "Han bad mig om ikke at åbne den."
Og hun har haft en uåbnet kuvert i et skrivebord i femogtredive år, om en aften i oktober 1989, som hun også var i huset til.
Og jeg har ikke fortalt hende hvad der står. Halvandet år. Hun er femoghalvfjerds og hun har passet på det, og jeg har ikke givet hende indholdet.
Og jeg ved ikke om det er loyalitet mod ham eller om jeg bare er hans søn.
Kommentarer