Den dag landsbyskolen lukkede, var vi seksten forældre i gymnastiksalen, og vi stemte for.

Jeg er niogfyrre. Skolen lukkede i juni 2019. Min datter gik i tredje klasse.

Tallene, for det er tallene, der afgør alt i den slags sager:

Skolen havde i 2010 hundredeogfireogtres elever fordelt på 0. til 6. klasse. I 2018 havde den enoghalvfjerds.

Kommunen havde regnet på det: hundredeogfjorten tusind kroner pr. elev på vores skole mod syvogtres tusind på distriktsskolen i byen, elleve kilometer væk.

Forslaget blev sendt i høring i januar 2019. Og i februar var der et møde i gymnastiksalen med skolebestyrelsen, en skolechef og en forvaltningsmedarbejder, og seksten forældre.

Seksten. Af enoghalvfjerds elevers forældre.

Og det er dér, hele historien ligger, og det er det, jeg vil skrive om.

For der var en kampagne. Vi havde en facebookgruppe med hundredeogniogtredive medlemmer. Der var lavet T-shirts. Der var en underskriftindsamling med fire hundrede og to underskrifter, og den blev afleveret til borgmesteren med et foto i den lokale avis.

Og til mødet, hvor skolebestyrelsen skulle høre forældrenes holdning, kom seksten.

Og af os seksten var otte imod lukning, og fem var for, og tre sagde ingenting.

Jeg var en af de fem.

Hvorfor jeg stemte for, og jeg skriver det fuldt ud, for jeg har aldrig sagt det til nogen i den landsby:

Min datter var i tredje klasse i et årgangshold på syv elever. Syv. Og tre af dem var drenge, der havde kendt hinanden siden vuggestuen, og min datter var i en situation, som jeg ikke beskriver, men som havde varet to år, og som ikke kunne løses, fordi der ikke var nogen at flytte hende til.

Der var ikke en parallelklasse. Der var ikke en anden pigegruppe. Der var syv børn og en sammensætning, som var, som den var, indtil 6. klasse.

Jeg havde talt med lærerne fire gange. De gjorde hvad de kunne og de var dygtige og der var ikke nogen at omplacere hende til.

Så da kommunen foreslog at lukke skolen, så jeg en udvej for mit barn i en kommunal besparelse.

Og jeg stemte for, i en gymnastiksal, sammen med fire andre, hvoraf jeg tror at mindst to havde en lignende grund, som de heller ikke sagde.

Skolen lukkede i juni. Fem familier flyttede fra landsbyen inden for to år — det er en kendsgerning, jeg har tjekket, fem huse skiftede ejer og alle fem familier havde børn. Brugsen lukkede i 2022, og jeg vil ikke påstå, at det var skolen, men ingen her vil påstå, at det ikke var.

Og min datter, som nu er sytten, fik det bedre på den nye skole. Betydeligt bedre. Hun har venner, hun har et ungdomsliv, og hun har ikke nævnt tredje klasse i seks år.

Så jeg fik ret. Jeg fik ret på mit barns vegne, på en måde, som jeg ikke kan diskutere med nogen, fordi det ville kræve, at jeg fortalte landsbyen, at jeg stemte for.

Og der er en kvinde, der bor fire huse væk, som stod forrest i den facebookgruppe, og som stadig i 2025 nævner lukningen, når vi mødes ved postkassen.

visninger36 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.