Jeg har spillet på det samme hold i enogtredive år og vi er elleve mand over halvtreds, og tre er døde.
Jeg er treoghalvtreds. Vi startede i 1994 i serie 5 i et lille provinsby-hold, nitten unge mænd, og vi spiller stadig.
Hvordan det har udviklet sig, for det er historien:
1994 til omkring 2004: rigtig fodbold. Træning to gange om ugen, kamp i weekenden, elleve-mands.
2004 til 2014: syv-mands veteraner. Stadig turnering, stadig resultater, stadig nogen der blev sure.
2014 og frem: det, vi nu kalder onsdagsbold. Ingen turnering. Ingen dommer. Onsdag klokken nitten på kunstgræs, to hold, halvanden time, og derefter øl i omklædningsrummet i en time.
Og det har kørt hver onsdag i elleve år, bortset fra sommerferien og tre måneder i 2020.
Vi er elleve nu. Den yngste er niogfyrre, den ældste toogtres.
Hvem der ikke er her:
Jens døde i 2016. Hjertestop, femogfyrre år gammel, i sit hjem. Han spillede med os den onsdag, otte dage før.
Michael døde i 2021. Kræft, otteoghalvtreds. Han kom og så på i fem måneder, fra en klapstol ved banen, og det var hans eget forslag, og jeg har aldrig været med til noget sværere end at spille fodbold med en mand siddende i en klapstol.
Og Thomas døde sidste år. Han var treoghalvtreds som mig. Han spillede ikke mere — han var stoppet i 2019 på grund af knæet — men han kom i omklædningsrummet bagefter, næsten hver onsdag, i fem år, uden at spille.
Og det er den sætning, jeg vil skrive ned, for jeg tror, der er mænd derude, der skal læse den: Thomas kom i fem år uden at spille, og ingen af os syntes, det var underligt.
Hvad onsdagsbold er, hvis man skal være ærlig:
Det er ikke fodbold. Niveauet er latterligt. Vi løber ikke, vi går. To af os har kunstige knæ.
Det er den eneste struktur i mit liv, hvor jeg ser mænd uden at der er en anledning. Ingen fødselsdage, ingen jubilæer, ingen koner der har arrangeret det. Onsdag klokken nitten, i enogtredive år.
Og i den time efter i omklædningsrummet er der blevet sagt ting, som ikke bliver sagt andre steder. Jeg har hørt om to skilsmisser, en fyring, et barn med et misbrug, og en mand der ikke kunne betale sin ejendomsskat, og alle fire gange blev det sagt siddende på en bænk med et bajer, af en mand i håndklæde, til fem andre.
Hvad jeg ikke har sagt til nogen af dem:
Jeg er den der skriver. Hver tirsdag, i elleve år, sender jeg en besked: "Bold i morgen, 19.00." Og jeg tæller svarene, og hvis vi er under seks, skriver jeg til folk enkeltvis.
Og jeg har gjort det cirka fem hundrede gange, og jeg har aldrig sagt til nogen, at hvis jeg holdt op med at skrive den besked, så ville det stoppe inden for tre uger.
Det ved jeg, fordi jeg havde en skulderoperation i 2018 og var væk i fem uger, og i de fem uger blev der spillet to gange.
Kommentarer