Jeg fik diagnosen attakvis sklerose for ni år siden og jeg har truffet alle mine beslutninger siden som en mand med en tidsplan.

Jeg er treogfyrre. Diagnosen kom i 2016, jeg var fireogtredive. Jeg er i behandling og jeg har haft fire attakker i ni år, hvoraf to gav varige men små udfald.

Hvor jeg er: jeg går selv. Jeg arbejder fuldtid. Jeg har en gangdistance på omkring halvanden kilometer før det bliver svært, jeg har nedsat følesans i højre fod, og jeg har en træthed, som er den værste del og som ingen uden sygdommen forstår.

Det er en god udvikling på ni år. Det siger min neurolog og jeg tror på hende.

Nu det, jeg vil skrive om, for det er ikke sygdommen.

Det er, at jeg i 2016 begyndte at planlægge mit liv i rækkefølge efter hvad der kræver ben.

Konkret. Jeg skrev en liste i efteråret 2016, tre uger efter diagnosen, i et ringbind. Den hedder ikke noget. Den har tolv punkter. Og jeg har lavet elleve af dem.

Nogle eksempler, i den rækkefølge jeg gjorde dem:

2017: Camino. Ni hundrede kilometer på femogtredive dage. Jeg havde talt om det siden 2009. Jeg gjorde det ti måneder efter diagnosen og min kone forstod ikke hastværket og jeg forklarede det ikke.

2018: vi fik vores andet barn. Vi havde snakket om "om et par år". Jeg pressede på. Jeg pressede på uden at sige hvorfor, og min kone tror den dag i dag, at jeg bare var klar.

2019: vi byggede om. Ikke pænt: vi lavede et badeværelse i stueetagen med plads til en kørestol, og jeg fik det ind i projektet som "fremtidssikring", og håndværkeren brugte det ord, ikke mig.

2021: jeg lærte at sejle. Jeg havde ikke sejlet før. Jeg tog tre kurser i et år.

2023: vi tog børnene til Japan. Tre uger. Det kostede femogtyve tusind mere, end vi havde.

Og det, der er problemet, og som jeg har forstået i løbet af det sidste år:

Jeg har brugt ni år på at tømme en liste, og jeg har aldrig lagt noget nyt på den.

Der er ikke noget punkt tretten. Jeg lavede en liste i 2016 ud fra hvad en fireogtrediveårig mand tror, han vil fortryde, og jeg har levet ni år indenfor det dokument.

Og min krop har ikke gjort det, listen regnede med. Jeg har mere tid, end jeg troede i 2016. Det er godt, og det er den bedste nyhed i mit liv, og jeg har ikke en plan for det.

Og min kone — og det er her, det gør ondt — har levet ni år med en mand, der har haft travlt, uden at vide hvorfor han havde travlt.

Hun ved om sygdommen. Selvfølgelig. Hun var med til samtalerne.

Hun ved ikke om ringbindet.

Hun ved ikke at Caminoen i 2017 var punkt ét, at vores søn var punkt tre, og at badeværelset i 2019 var punkt fem og ikke fremtidssikring.

Hun tror, vi har haft ni gode år sammen, og det har vi, og jeg har læst dem op af en liste, jeg skrev alene i tre uger i efteråret 2016.

visninger30 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.