Sommerhuset blev solgt i 2018 og jeg kører forbi det tre eller fire gange om året.

Jeg er otteogfyrre. Huset lå i Vestjylland, otte hundrede meter fra vandet, bygget af min morfar i 1961 og hans to brødre over to somre.

Hvorfor det blev solgt: min mor og hendes bror arvede det i 2009. Ejendomsskatten steg, taget skulle skiftes — et tilbud på hundredeogfireogtres tusind — og min onkel ville ud. Min mor kunne ikke købe hans halvdel.

Jeg prøvede. Det vil jeg have med, for det er grunden til hele teksten. I 2017 gik jeg i banken med min kone og vi ansøgte om at låne til at købe halvdelen plus taget, i alt ni hundrede og fyrre tusind.

Vi fik nej. Vi havde to børn, et hus med et lån og en husstandsindkomst på det tidspunkt, der ikke rakte. Rådgiveren var venlig og fuldstændig korrekt.

Huset blev solgt i april 2018 for en million og fire hundrede tusind til et par fra Århus.

Min mors halvdel blev syv hundrede tusind før skat. Hun lever af en folkepension og de penge og hun bor i en lejlighed.

Nu det, teksten handler om.

Jeg kører forbi. Tre eller fire gange om året, når vi er i det område — og vi er i det område, fordi min kones familie bor fyrretyve kilometer væk, og det er derfor det ikke er en pilgrimsrejse, det er en afstikker på elleve kilometer.

Hvad jeg har set på de syv år:

De har malet det. Det var brunt og det er nu sort med hvide vinduer, og det ser objektivt bedre ud.

De har fældet to fyrretræer i 2020 som min morfar plantede. Jeg ved hvornår han plantede dem, fordi der findes et billede fra 1963 hvor de er halvanden meter.

De har bygget en terrasse ud mod syd i 2021, som er stor og flot og som ligger præcis dér hvor min mormors køkkenhave var.

De har skiftet taget i 2019. Det skulle de, det var det tag, der kostede os huset.

Og de er der. Det er den sidste del af det. Der er biler i indkørslen, der er cykler, og jeg har to gange set børn.

Og det er dét, som gør det umuligt at være vred. Et hus som min morfar byggede står malet og med nyt tag og der leger børn ved det.

Hvad min familie ved:

Min kone ved, at jeg kører forbi. Hun har været med fem eller seks gange og hun siger ingenting.

Min mor ved det ikke. Hun er fireoghalvfjerds og hun har ikke været i Vestjylland siden 2018 og hun har sagt én gang, i 2020: "Jeg vil ikke se det."

Og mine børn, som er atten og femten, har været med. De var elleve og otte da det blev solgt og de husker huset, og den ældste sagde sidste sommer, mens vi holdt på vejen: "Hvorfor gør du det her, far?"

Og jeg sagde: "Jeg ved det ikke."

Det var sandt dengang. Nu tror jeg at jeg ved det, og det er ikke nostalgi.

Jeg kører forbi for at kontrollere, om de passer på det. Det er det. Jeg har en liste i hovedet — taget, træerne, malingen, om der er lys — og jeg laver en inspektion af en ejendom, jeg ikke kunne finansiere, fordi jeg stadig opfører mig som om jeg havde ansvaret.

Og hvis de en dag lader det forfalde, så har jeg ikke noget at gøre med det, og jeg ved præcis hvad jeg vil føle.

visninger34 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.