Der sidder et kamera i min mors værelse på plejehjemmet, jeg har sat det op, og hun ved det ikke.

Jeg er femoghalvtreds. Min mor er tooghalvfems. Hun har boet på plejehjemmet siden 2022 og hun har en fremskreden demens.

Kameraet: et almindeligt overvågningskamera til hjemmebrug, som står på en kommode mellem to fotorammer og som ser ind over sengen og halvdelen af gulvet. Det har optagelse og lyd og jeg kan se det på min telefon.

Jeg satte det op i marts 2024.

Hvorfor, og jeg vil være præcis, for det er ikke en paranoid historie:

I februar 2024 havde hun et blåt mærke på overarmen, som ingen kunne forklare. Jeg spurgte, og personalet var åbne og hjalp, og konklusionen i journalen blev, at hun sandsynligvis havde taget fat i en seng ved en forflytning.

Og jeg tror på den forklaring. Det er den mest sandsynlige.

Men i de fire uger, hvor jeg ikke vidste det, sov jeg ikke, og jeg lavede et kamera til en løsning på min egen søvn.

Hvad jeg har set på tyve måneder:

Ingenting.

Det er hele svaret, og det er vigtigt, at det står her: jeg har i tyve måneder haft adgang til optagelser fra et værelse på et dansk plejehjem, og jeg har ikke set et enkelt tilfælde af noget, der kan kaldes dårlig behandling.

Jeg har set mennesker, der er travle. Jeg har set en morgenpleje, der tager elleve minutter, hvor jeg mener, den burde tage tyve. Jeg har set en aften, i november 2024, hvor der gik to timer og fyrre minutter mellem to besøg hos en kvinde, der ikke kan dreje sig selv.

Og jeg har set, langt oftere, personale der snakker med hende. En kvinde — jeg ved hendes fornavn, fordi hun siger det hver gang hun kommer ind — der synger. Hun synger for min mor, på hendes vagter, og min mor nynner med, og det har jeg set omkring tredive gange.

Og jeg har aldrig fortalt hende, at jeg har set det.

Det er problemet. Jeg har et kamera, som ingen ved findes, og jeg har optagelser af en kvinde, der gør sit arbejde smukkere end nogen vil kunne dokumentere.

Hvad jeg ved om reglerne, og det er her jeg står:

Jeg har ikke spurgt plejehjemmet. Det ved jeg er forkert. Der er regler om overvågning på en institution, om personalets rettigheder, og om hvad der kræves når beboeren ikke selv kan give samtykke — og det sidste er kernen: min mor kan ikke give samtykke og jeg har ikke værgemål, jeg har en fremtidsfuldmagt til økonomi fra 2019.

Jeg har læst om det i et døgn i januar og jeg stoppede med at læse, fordi jeg forstod, at svaret ville være, at jeg skulle fjerne det eller søge om det.

Og personalet filmes på deres arbejdsplads uden at vide det. Det er ikke min mor, der er problemet her. Det er dem.

Og den kvinde der synger er den der har mest at tabe, for hvis dette kom frem, ville hun få at vide, at hun i tyve måneder har sunget for et kamera.

visninger34 kommentarer0 reaktioner0
Svar med et opslag

Føltes det, som om det handlede om dig?

Din historie hører også til her. Intet navn, ingen e-mail, intet der peger på dig.

Skriv din historie

Kommentarer

Ingen kommentarer offentliggjort endnu.
Din kommentar vises med det samme.
Officiel app

Confessions har nu en app

Det samme sted, bare hurtigere og lettere på din telefon. Alt, du kan lide her, ét tryk væk.

Hent appen · ⁦17 MB⁩ Åbn filen efter download og tillad installation fra denne kilde. Appen er officiel og signeret af Confessions.