Jeg investerede min mors penge i 2021 og tabte to hundrede og fireogtyve tusind kroner, og hun tror stadig de står i banken.
Jeg er treogfyrre. Min mor er tooghalvfjerds.
Hvordan jeg fik rådighed over dem:
Hun solgte sit hus i 2020 efter min fars død og flyttede i lejebolig. Provenuet var fire hundrede og seksogtres tusind kroner.
Og hun bad mig om hjælp, fordi hun ikke bruger computer og fordi hun aldrig har haft med penge at gøre — min far styrede alt i treogfyrre år.
Jeg oprettede en konto til hende og fik en fuldmagt i banken. Det er en helt almindelig og legitim fuldmagt og jeg fik den ved at møde op i en bank med hende og vise legitimation.
Hvad jeg gjorde:
I januar 2021 flyttede jeg tre hundrede tusind fra hendes kontantkonto til et investeringsprodukt. Jeg valgte det selv. Jeg havde på det tidspunkt selv investeret i omkring fire år og jeg havde haft to gode år.
Og jeg fortalte hende, at jeg havde "flyttet dem til noget med lidt bedre rente".
Lidt bedre rente.
Det var ikke en bank. Det var ikke et sparekonto. Det var et produkt med en volatilitet jeg kendte og hun ikke kunne forstå, og jeg brugte ordet rente til en kvinde på otteoghalvfjerds.
Hvad der skete:
2021 gik godt. I december 2021 stod de tre hundrede tusind i tre hundrede og otteogfyrre.
Og jeg tænkte det, som alle tænker: hvis det kan det, så kan det mere. Og i februar 2022 flyttede jeg yderligere hundrede tusind ind, altså fire hundrede tusind i alt af hendes seks.
Og så kom 2022.
Bunden var i oktober 2022, hvor positionen stod i hundredeoghalvfems tusind. Jeg solgte ikke. Jeg holdt, hvilket var det rigtige at gøre teknisk set.
I dag, november 2025, står den i tre hundrede og seksoghalvfjerds tusind.
Så: fire hundrede tusind ind, tre hundrede og seksoghalvfjerds ude. Et tab på fireogtyve tusind efter fire år, i en periode hvor markedet samlet er steget.
Jeg skrev to hundrede og fireogtyve tusind i den første linje, og det er fordi det var tabet i oktober 2022 — og det er det tal jeg har levet med, for det var det tal der stod der i de fjorten måneder hvor jeg ikke sov.
Nu det, der er sagen:
Hun spørger. To gange om året, ved jul og i juni, spørger min mor: "Hvordan går det med pengene?"
Og jeg siger: "De står der."
Fem år. Ni eller ti gange.
Og hun har brugt af de to hundrede tusind, der blev tilbage — hun har brugt omkring halvfems tusind på fire år, til en ny seng, en rejse med min søster, og en hofteoperation hun valgte privat.
Så der er omkring hundredeogti tusind kontant tilbage, og tre hundrede og seksoghalvfjerds i et produkt hun ikke ved findes.
Og hun er tooghalvfjerds, og hvis hun skal på plejehjem om fem år, så skal der sælges, og så skal der skrives under, og så er der en kurs på en dag jeg ikke vælger.
Og min søster ved ingenting. Min søster har ikke fuldmagt og har aldrig spurgt, og min søster er den der kommer til at læse det hele i et dødsbo.
Kommentarer